fbpx

Sæt din bofællesskabsviden i banken og få bidragsrenter

Af Hanne Elmer, journalist

Sidder I af og til i en situation, hvor I tænker: Den her problematik må andre have siddet i før os? Gad vide hvordan de løste den. Eller har I savnet inspiration og en guide til en ansøgning, en udfordring eller et regneark? Alle bofællesskaber akkumulerer viden gennem årene. Her på Bofællesskab.dk vil vi gerne samle al den gode viden og gøre den tilgængelig.

En vidensbank er kun noget værd, hvis folk sætter viden i den. Folk sætter kun viden i den, hvis de ved, hvad de kan få ud af den. Så her kommer et forsøg på at forklare, hvordan jeres bofællesskabsviden kan give ”bidragsrenter” i form af nødvendig viden, som I lige sad og manglede.

Bolig bidragsrenter

Der kan være mange forskellige anlægsprojekter i et bofællesskab. Der skal måske bygges om, bygges nyt eller bygges til. Når man nu er i gang, skal affaldssystemet renoveres, el-parkeringspladser etableres eller haven omlægges. ”Man kan trække på andres viden om at rejse kapital ved en omlægning af økonomi, en fondssøgning eller indføre en alternativ valuta”, forklarer Rudy Madsen fra Bofællesskab.dk

Bidragsrenter til livet i bofællesskab

I bofællesskaberne eksperimenterer vi, og det giver erfaringer, som andre kan læne sig op ad, før de beslutter at indføre en ny fællesspisningsordning, en ny viceværtordning eller et andet system. Det kan være svært at tage hul på diskussioner, som fx hvordan og skal man i det hele taget opdrage på andres børn. At kunne hente cases fra andre bofællesskaber, kan hjælpe snakken om dilemmaer og konflikter på gled. Måske kan andres løsninger genbruges i en ændret form.
”Når bofællesskaber vil skabe internationale kontakter, kan det være et arbejde at finde de rigtige samarbejdspartnere. Her kunne det være fint at vide, hvordan andre har grebet det an”, forklarer Rudy Madsen.

Bæredygtige løsninger gennem bidragsrenter

At stå på skulderen af andres erfaringer giver muligheder for at nå længere med de bæredygtige løsninger. I øjeblikket bliver der bygget bæredygtigt, også når det gælder bofællesskaber fx af Bærebo og EcoVillage, som begge arbejder med energirigtige og organiske materialer og genanvender regnvand til tøjvask samt toiletskyl.

”Bæredygtig livsstil er ikke ligefrem nyt for folk i bofællesskaber. Der må være meget viden og gode ideer til genanvendelighed rundt om i landet”, siger Rudy Madsen.

Saml ”pengesedler” ind ved jeres næste fællesspisning

Hvordan hjælper vi hinanden med at få viden i banken? Helst uden at det bliver for besværligt. Vi foreslår, at I ved næste fællesspisning eller samling, opfordrer alle til at komme med et godt råd, en god ide, et link til en guide, en tegning af et affaldssystem, et billede af et haveanlæg m.m.

Læg det hele op direkte fra smartphone, tablet eller PC på https://bofaellesskab.dk/vidensbank/opret-emne. Husk, at du skal oprette dig som gratis bruger, hvis du ikke lige er det. Der står, hvordan du gør det.

Der er døgnåbent i vidensbanken, så det er bare med at få banket noget viden ind i systemet, så sørger vi for at det bliver sorteret og tilgængeligt til gavn for alle Bofællesskaber.