Antal bo-enheder | 28 |
Bofællesskab | Aldersblandet |
Mindste bolig | 63 m2 |
Største bolig | 140 m2 |
Ejerform | Private ejerboliger |
Etableret år | 2018 |
I løbet af foråret 2018 bliver bofællesskabet formaliseret blandt gruppens medlemmer, der er personligt matchet gennem en grundig proces, og beskriver de fælles drømme, som i efteråret foldes ud i et projektforslag. Lokalplansprocessen er i gang og forventes afsluttes i slutningen af 2018, hvor byggeriet kan påbegyndes på dele af grunden.
Bofællesskabet Krake gør Allerslev Gl. Skole til en lille dynamisk landsby i landbyen - og et mødested for hele lokalområdet - unge som gamle. En bolig og arbejdsplads for op til 80 mennesker, og også en integreret del af Lejre.
Krake kombinerer et åbent, frilufts- og sportsorienteret boligfællesskab med et mødested, en aktiv arbejdsplads og en alsidig legeplads for hele byen - et levende og fremadrettet bidrag til Vores Sted.
Det er en åben landsby i landsbyen, hvor lokale foreninger går til gymnastik og leger på naturlegepladsen, hvor beboernes hjemme-kontorfællesskab også tilbyder pladser til medborgere, og hvor festivaller og sportsaktiviteter deles med hele lokalsamfundet.
Om stedet
Den gamle skole i Allerslev fra 1938 er en smuk gruppe af bygninger omkring en fælles gård med en park direkte ned til Lavringe Å, placeret i Lejre/Allerslev med 7 min gang til togstation, indkøb, institutioner, og direkte adgang til den skønneste natur i stiforløb i baghaven. Her skal 28 husstande i 2018 flytte ind i et moderne bofællesskab, som familierne selv har været med til at designe ud fra deres egne drømme.
Bofællesskabet Krake bliver en åben og aktiv del af lokalsamfundet i Lejre, hvor stedets faciliteter og skønne beliggenhed gøres tilgængelige for alle og udgør et mødested for byens borgere. Fx omkring den store gymnastiksal, parken ned til åen og ved at boligfælleskabet åbner sit hjemmearbejds-kontorfælleskab op for lokale iværksættere.
Vi driver en stærk dialogproces mellem de kommende indflyttere og det omkringliggende lokalsamfund for at samskabe fælles aktiviteter og offentligt tilgængelige rum – fx omkring sports- og foreningsfaciliteterne, legepladsen og det planlagte kontorfælleskab.
Boenhederne er i fire længer placeret omkring et skønt gårdrum og en gymnastikbygning, som ligger for sig. Med udsigt over ådalen ved den gamle garage med porte direkte til gårdrummet bliver fælleskøkken, fællesspisning og hjemmearbejdspladser placeret. Og gymnastiksalen bliver nænsomt og billigt renoveret til at fungere som centrum for bofællesskabets aktive liv. Og de 28 boenheder har hver deres udtryk og størrelse, som giver plads til flere forskellige slags beboere. Hele det fremtidige beboede areal udgør ca. 3.600 m2. Heraf er ca. 15% sat af til fællesfaciliteter som gymnastiksal, værksteder, kontorfællesskab, fælles storkøkken og spiserum og gæsteværelse. Fællesskabet får en parklignede have direkte ned til Lavringe Å og med udsigt langt over ådalen, delebiler, fælles sportsfaciliteter med mere. Medlemmerne i byggefællesskabet bygger således ikke blot boliger på et antal kvadratmeter. De får en lang række faciliteter, som det er nærmest umuligt at anskaffe på egen hånd. Og fremfor alt får de et fællesskab, de selv har været med til at forme.