Antal bo-enheder | 13 |
Bofællesskab | Senior |
Aldersgrupper repræsenteret i bofællesskabet |
|
Ejerform | Andelsboligforening (tinglyst andelsboligforening, som er reguleret gennem loven om andelsboliger) |
Etableret år | 2010 |
Minimum husleje | 3790 kr. |
Maximum husleje | 7016 kr. |
Bofællesskabet A/B THIMS GÅRD er en andelsboligforening og et bofællesskab for seniorer med i alt 13 selvstændige lejligheder og et fælleshus.
Et bofællesskab er en boligform, hvor beboerne har mulighed for samvær med andre og alligevel kan være sig selv efter behov. Beboerne opbygger selv fællesskabet og bestemmer selv, hvad fællesskabet skal indeholde.
THIMS GÅRD ligger i Svaneke, den smukkeste by på Bornholm – hvis vi selv skal sige det ! Svaneke har ca. 1.200 indbyggere, og kender du ikke byen i forvejen, må du overveje, om du vil bo i en dejlig provinsidyl med masser af natur, frisk luft, hav og klipper og med masser af mennesker om sommeren – og ”kun” de fastboende om vinteren.
THIMS GÅRD, der har status som bevaringsværdig ejendom, er en 4-længet bindingsværksgård med et unikt gårdmiljø og en stor have.
Hovedbygningen, som blev opført af købmand og skipper Hans Larsen Smidt, stammer tilbage fra 1850’erne, de øvrige tre længer fra ca. 1860 – 1875.
I tidens løb har der både været drevet købmandshandel og landbrugsvirksomhed fra gården.
Da man så at sige fjernede alle ”indvoldene” fra bygningerne og kun lod ydermurene blive stående tilbage, siger det sig selv, at lejlighederne er indrettet på den måde, det var muligt, nemlig hvad der var plads og økonomi til i bygningernes ”tomme skal”.
Det betyder, at ikke to lejligheder er ens. De 6 af lejlighederne ligger i stueplan med adgang til små terrasser, 6 andre ligger på 1. Sal, mens en enkelt er i to etager. Alle beboere kan benytte den store have med gamle frugttræer og krydderurte-rotunde.
I 2017 ligger boligafgiften på den mindste lejlighed på 3.790 kr. mdl., mens den på den største ligger på 7.016 kr. mdl.
I vores fælleshus, hvor vi bl.a. holder beboermøder og lejlighedsvise fællesmiddage under hyggelige former, er der mulighed for overnatning for den nærmeste familie og egne venner. Prisen for overnatning er p.t. kr. 75 pr. nat pr. person over 15 år. Fælleshuset giver også mulighed for forskellige slags aktiviteter, men det er op til beboerne at bestemme, hvilke der skal være plads til. Det er tilladt at holde husdyr, såfremt de ikke er til gene for de øvrige beboere. I fælleshuset er husdyr ikke tilladt.
Ifølge vores vedtægter er den nedre grænse for optagelse som ny andelshaver 40 år, og man må ikke have hjemmeboende børn under 18 år. Den øvre grænse for optagelse er ifølge vedtægterne 70 år.