Drømmer du om at bo tæt på naturen, sammen med andre mennesker? Et sted i rivende udvikling, hvor vi går op i fællesskab- men også sætter stor pris på eget selskab?
Måske du leder efter et sted at bo en periode? Vi er åbne for både kortere og længere tids lejemål, det vigtigste for os er at vi har nogle af de samme værdier, og er et godt match.
Vi er et lille bofællesskab, med flere generationer, der søger nye beboere. Vi bor tæt ved Sakskøbing på Lolland, på en gl. herregård, som er omgivet af smuk natur. Vi bor på en stor grund med stor køkkenhave, egen skov med shelter, drivhuse, legeområder og plads til både kreativ udfoldelse, fællesskab og privatliv. Der er mange omkringliggende skove og gåafstand til vandet.
3,5 km til motorvej og 5 km til nærmeste by (Sakskøbing) hvor der er indkøbsmuligheder og adgang til offentlig transport. Matriklen består af et stort hovedhus og en sidebygning, samt en udbygning med bl.a. værksted.
Om lejemålet
Vi søger en person, et par eller evt. 2 venner til en 3 værelses lejlighed på 1.sal i hovedhuset. Lejligheden indeholder åbent køkken med sammenhængende stue, 2 separate værelser samt bad. Huslejen er på 6.000 kr. inkl. forbrug. Lejligheden er indflytningsklar fra d. 1. Juni 2022.
Lejligheden er meget velegnet til delelejlighed.
I hovedhuset er der et stort fællesrum på 75 kvm. som primært bliver brugt til åbne arrangementer som fx. yoga, meditation, lydhealing m.m. På 1.salen er der gæsteværelser der kan benyttes til overnattende gæster.
Hvem er vi
I hovedhusets stueplan, bor Stine (39 år) og Jacob (38 år), med deres to piger Vilja (6 år) og Merle (4 år). Stine er pædagog, hjemmepasser begge piger, afholder ugentlig legegruppe og er ved at uddanne sig til psykoterapeut. Hun nyder at bo tæt på naturen og lave kreativt håndarbejde. Jacob arbejder som grafisk designer, og pendler jævnligt til sin arbejdsplads i København. Han nyder at dyrke udelivet, bruge sine hænder og især at arbejde med træ.
Stine og Jacob arbejder på at starte en alternativ friskole på Lolland Falster der er planlagt til at åbne i 2023.
I sidebygningens ene lejlighed, bor Annette (66 år). Annette er gået på efterløn, og bruger meget af sin tid i haven og i den omkringliggende natur.
I sidebygningens anden lejlighed bor Frigg (30 år), Morten (35 år), deres søn Eyvind (3 år) og inden længe lillesøster, som melder sin ankomst i juli. Frigg er folkeskolelærer og skal til at begynde i et vikariat frem til barsel. Hun elsker farver, planter og håndarbejde og har ikke et sekund fortrudt at flytte fra København til naturskønne Nielstrup. Morten går i øjeblikket hjemme og arbejder på forskellige projekter, mens han hjemmepasser Eyvind. Han kan godt lide at skrive, lave mad og være ude i naturen.
Fælles for os er at vi har stort fokus på at skabe rammerne for et godt liv; fuld af rummelighed, anerkendelse og nærvær. Derudover går vi bl.a. op i bæredygtighed og arbejder på at udvide vores køkkenhave, og på sigt omlægge haven til permakultur.
Hvem I er
Vi søger nye beboere, som kan se sig selv indgå i vores fællesskab og som brænder for at skabe en tilværelse fyldt med begejstring, udvikling og ambitionen om at skabe verdens bedste hjem. Her er der plads til at drømme og masser af muligheder for at byde ind med idéer og projekter.
Hvis vi har fanget din interesse og du kan se dig selv indgå i vores fælleskab, så send en mail og fortæl lidt om dig selv – Vi glæder os til til at høre fra Jer.