Af Bjørn Førde, medlem af BOF’s bestyrelse, forfatter

Realdania havde valgt netop den 20. marts til præsentationen af deres nye udgivelse om Vores livskvalitet, med undertitlen Hvad kan vi lære af de lykkeligste danskere? At netop den dag blev valgt kom måske som en overraskelse for nogle, men ikke for de af os, som har tilbragt en del af vores arbejdsliv i FN-systemet, og som desuden har haft det store privilegium at arbejde i Bhutan, dette lille kongedømme højt oppe i Himalayabjergene, klemt inde mellem Indien og Kina.

For det var lilleputstaten, som i 2012 tog initiativ til en resolution, som FN’s generalforsamling vedtog og derefter udnævnte 20. marts til at være International Dag for Lykke. Ifølge resolutionen skete det i erkendelse af, at lykke og velvære er relevante som universelle mål og aspirationer for menneskers tilværelse over hele verden, og at behovet for dette bør anerkendes i landenes offentlige politiske målsætninger og gerninger. Resolutionen anerkendte også behovet for en mere inkluderende, retfærdig og balanceret tilgang til økonomisk vækst, så væksten bidrager til at fremme bæredygtig udvikling, bekæmpelse af fattigdom, samt lykke og velvære for alle folkeslag.

Hvorfor var det Bhutan, et land med mindre end én million indbyggere, som tog initiativet? Fordi landet siden tidligt i 1970’erne anerkendte, at national lykke var vigtigere end national indkomst og derfor valgte at benytte bruttonationallykke som måleinstrument for landets udvikling fremfor det pengefikserede bruttonationalprodukt, som vi tilbeder i stort set hele resten af verden.

Som det korrekt fremhæves i bogens indledende kapitel, betyder det ikke, at Bhutan ser bort fra nødvendigheden af økonomisk udvikling. Men økonomien indkapsles i en bredere forståelse af, hvad der er vigtigt for menneskers tilværelse, og der arbejdes med fire dimensioner:

• Bhutans indbyggere har behov for god regeringsførelse.
• Bhutans økonomiske udvikling skal være bæredygtig.
• Bhutans kultur skal bevares og videreudvikles.
• Bhutans natur og miljø skal beskyttes.

Bogens forfattere konstaterer, at trods disse bestræbelser ligger Bhutan meget langt nede i det lykkeindeks, som den årlige World Happiness Report udgiver. Her ligger Danmark som nummer to, kun overgået af Finland, og efterfulgt af Island, Sverige og Holland. Bhutan er derfor ikke det lykkens Shangri-La, som mange vil gøre det til, siges det. Hvilket i høj grad skyldes landets placering og befolkningens spredning i vanskeligt tilgængelige bjerge, kunne man tilføje. At Bhutan er det eneste land i verden, som har et positivt CO2-bidrag kan nævnes i forbifarten.

Ikke desto mindre har dette lille land på toppen af Himalaya været med til at sætte skub i en bevægelse, hvor politikere, organisationer og borgere rundt om i verden er begyndt at tænke andre tanker om, hvordan vi kan måle udviklingen af vores lande.

Realdanias undersøgelse af danskernes livskvalitet skal ses i det perspektiv, og foreningen skal have ros for - i anledning af sit 25-års jubilæum - at gennemføre en af de største undersøgelser af danskernes livskvalitet nogensinde. Den bygger på en spørgeskemaundersøgelse med svar på 72 spørgsmål og 101 variable fra 122.000 danskere, plus oplysninger fra Danmarks statistik og lokale myndigheder. 

Med andre ord en guldgrube af informationer, som giver interesserede læsere mulighed for at få et spændende billede af, hvordan livskvaliteten arter sig i deres egen kommune. Det er bare at gå i gang! Måske ligger der ligefrem materiale, som man kan bruge i debatten med lokalpolitikerne, når kommunalvalget i efteråret løber af stablen.

Selve definitionen af begrebet livskvalitet er naturligvis interessant, og det gør bogen meget ud af. Nogle vil sikkert synes, at det kan opleves som en smule diffust, og at vi hver især har en personlig opfattelse af, hvilke forhold der især er vigtige. Men det er i hvert fald rigtigt, som bogens sidste kapitel starter med at konstatere:

"Livskvaliteten findes omkring bordet, over hækken, i opgangen, under barslen, på gaden og gennem mødet med de andre. Den findes i alle de små og store begivenheder, som vores liv består af.”

• At sammenfatte undersøgelsens store linjer er ikke helt enkelt, men Realdania har selv givet et bud på de vigtigste nedslag:
• At danskerne i gennemsnit vurderer deres livskvalitet til at være 7,51 på en skala fra 0 til 10. Det er blandt de højeste i verden.
• At livskvaliteten topper som 74-årig, i modsætning til hvad der er tilfældet i de fleste lande i verden, hvor det er de unge, som har den højeste livskvalitet.
• At der er stor lighed i livskvaliteten i Danmark sammenlignet med andre lande; på en skala fra én til ti er den 7,59 i landkommuner og 7,39 i storbykommuner. Den forskel er blandt de mindste i verden.
• At forholdet til vores naboer betyder meget for vores livskvalitet; livskvaliteten er 0,39 højere for dem, der taler med naboer 3-5 gange om ugen, end for dem, der gør det 1-3 gange om måneden.
• At sociale relationer er den vigtigste enkeltstående faktor for vores livskvalitet; ikke kun de nære relationer, også de lette – som at hilse på naboer og sludre med kioskejeren.

Ved præsentationen af bogen i Go’morgen Danmark, var nogle af Fridlevs beboere blevet bedt om at deltage. Ikke fordi Fridlev er et specielt bofællesskab blandt de godt 600 bofællesskaber, Danmark rummer, men fordi bogens kapitel om ”Vores naboer” placerer Lejre Kommune på førstepladsen i denne kategori:

”Borgerne i Lejre Kommune har haft flest naboaktiviteter med hinanden. Det er også borgerne i Lejre Kommune, der topper, hvis vi ser på et samlet indeks, der rummer tilfredsheden med naboskabet, aktiviteter med naboer, og hvor mange naboer man omgås. Jo højere score, jo tættere er naborelationerne.”

Her handler det ikke specielt om bofællesskaber, men om alle former for naboskaber. De aktiviteter, som indgår i målingen af, hvordan en kommune klarer sig, er (nævnt efter deres betydning): holder øje med hinandens boliger; låner ting ud til hinanden; har kommunikation via Facebook eller mail; hjælper hinanden med boligprojekter; holder vej- eller gårdfester; inviterer hinanden til middag; deltager i fællesprojekter i lokalområdet; mødes i fælles- eller medborgerhus.

Men selvom disse aktiviteter ikke er særegne for et bofællesskab, kan man godt tillade sig at nævne, at de alle indgår som faste bestanddele af bofællesskabernes værdigrundlag. Fælles spisning og fælles aktiviteter er selve hjertet af bofællesskabet. At Lejre Kommune rummer mange bofællesskaber, flere end den gennemsnitlige kommune, bidrager sikkert til placeringen som nummer ét.

I hvilken udstrækning, kommunalbestyrelsen og forvaltningen i Lejre Kommune kan tage ansvaret for denne placering, kan man ikke udlede af bogens materiale. Det vil den sikkert selv mene. Kapitlet indeholder mange interessante perspektiver: hvordan man håndterer konflikter mellem naboer, hvordan man opbygger et fællesskab på en vej, arkitekturens betydning, hvordan man udvikler fællesskabet i et gårdmiljø i byen, og betydningen af forskellige ejerformer. Her er der masser af inspiration at hente – også for en kommune, som vil gøre en forskel.

Som i flere af bogens kapitler er der også i dette kapitel et Danmarkskort, som viser, hvor i landet tilfredsheden (mørkegrønne kommuner) med naborelationerne er størst.

De lysere områder angiver altså, hvor det står mindre godt til. Mindst tilfredsstillende opleves naboskabet, måske ikke så overraskende, i store tætbefolkede byer som Aarhus, Odense og København.

Naboskabet er blot en enkelt brik i det puslespil, som vores livskvalitet kan sammenlignes med. Bogens øvrige kapitler indeholder andre brikker, som det er værd for læseren at se nærmere på.

Kapitel 3: Blå og grønne bananer – ser bl.a. på livskvalitetens Danmarkskort. He står land- og oplandskommuner stærkest, men forskellen mellem land og by er ikke så stor, som andre lande oplever.

Kapitel 4: Lokalområdet – viser bl.a. hvordan sammenhængskraft og følelsen af tilhør hænger tæt sammen med den sociale kapital i nabolaget og tilfredshed med livet.

Kapitel 5: Hjem til livskvalitet – ser bl.a. på sammenhængen mellem livskvalitet og boligen, herunder forskellen mellem at eje eller leje, og betydningen af boligens størrelse.

Kapitel 7: Livskvalitet smitter – fokuserer bl.a. på vores relationer til andre mennesker. Vi ved jo godt, at vores forhold til børn, venner, forældre og kollegaer spiller en rolle, men hvor meget, og hvordan?

Kapitel 8: I familie med livskvalitet – handler bl.a. på forskelle mellem at være gift eller leve alene, betydningen af at få børn, og børnelivets betydning for forældrene.

Kapitel 9: Hvad koster det gode liv? – præsenterer bl.a. forskning, som ser ud til at konkludere, at der er en entydigt positiv sammenhæng mellem indkomst og livskvalitet. Men andet spiller også ind.

Kapitel 10: Livskvalitet gør os sundere – hvor det undersøges om høj livskvalitet får os til at leve længere, og hvad det betyder at vi indretter vores boliger og byer på bestemte måder.

Kapitel 11: Vores forventninger til verden – som peger på, at der er en positiv sammenhæng mellem livskvalitet og vores tillid til samfundets institutioner og til hinanden.

Lad mig slutte af med bogens sidste linjer i Kapitel 12: Vi bør blive klogere på livskvalitet, hvor det nævnes, at den faldende livskvalitet i mange lande, også Danmark, måske hænger sammen med udfordringer som klimaforandringer, demokratiets tilstand, krige og ustabilitet, samt ensomhed. Det kan de fysiske rammer ikke alene ændre på, men de kan bestemt spille en rolle. Og på side 212 står der om ansvaret:

”Livskvalitet er på samme tid et fælles ansvar for alle dem, der former rammerne for hverdagen i Danmark, og noget, som vi selv kan ændre på.”

Ønsker du at melde dig ind i Foreningen Bofællesskab.dk, finder du den medlemstype, der passer til dit behov lige her.