10 vigtige spørgsmål om fællesspisning

De fleste bofællesskaber har jævnlige fællesspisninger som omdrejningspunkt for den daglige kontakt til naboer og venner. Man mødes og smalltalker om stort og småt, om dagens små og store oplevelser og måske arrangerer man den næste begivenhed, der skal ske i det lille samfund. Dagens menu frembringes af et madhold, der har brugt både tid og kreative tanker på at trylle med ingredienserne, der til sidst fremstår som en appetitvækkende og uimodståelig ret for børn og voksne, veganere og vegetarer, allergikere og helt almindelige økologiske kødspisere.

Intet kommer dog af ingenting, som en klog Storm P. engang sagde. Der skal tilrettelægges, organiseres og økonomiseres, før man har stablet en fællesspisning på benene. Inden man når til at planlægge den næste menu og spisning i fælleshuset, er der lagt mange kræfter i at organisere den fællesspisningsmodel, man har valgt at bruge i det bofællesskab, man bor i.  Hvordan vælger man madhold, skal man bruge til- eller framelding, skal der spises overvejende økologisk, hvad må det koste og så videre.

Det er vigtigt, når bofællesskabet er under oprettelse, at man på et tidligt tidspunkt drøfter fællesspisningsmodellen. Det er lettere at blive enige om modellen i denne fase, end når først fællesskabet har eksisteret et år eller to. Brug et par møder eller flere på at gennemgå mulighederne og lad alle komme til orde i denne proces. Modellen for, hvordan fællesspisningen skal foregå, er noget der kan splitte folk og alle har en holdning til, hvordan dette vigtige tidspunkt på dagen skal bruges. Hvis ikke alle er enige om det, kommer der hurtigt situationer, hvor nogen vælger at spise hjemme og måske helt melder sig ud af madordningen.

10 gode spørgsmål til drøftelse af fællesspisningsordningen

Hvor ofte skal vi spise sammen?

Det er selvfølgelig individuelt, hvor mange fællesspisninger, man ønsker at have på en uge, men et godt udgangspunkt i starten af bofællesskabets levetid er, at man ønsker at spise sammen op til fem gange om ugen. Der er stor interesse og engagement i starten, og flere bofællesskaber oplever, at niveauet falder til tre til fire gange om ugen.

Hvor økologisk skal det være?

Man kan vælge en meget åben holdning til dette emne, men de fleste vil gerne anlægge et niveau for økologi, der enten tilfredsstiller deres holdning til kvalitet og bæredygtig fremstilling af råvarer, mens andre afvejer i forhold til deres økonomiske formåen eller vilje til forbrug.

Hvilket niveau skal der lægges for kvaliteten af maden?

At vælge et økologisk niveau fortæller ikke nødvendigvis noget om kvaliteten. Man gør klogt i at drøfte, om man kan forvente gourmetmad eller om niveauet skal ligge noget lavere. Det er klart, at det kræver noget af madholdet at lave en kvalitet, der ville kunne give en Michelin stjerne. Et lavere niveau vil måske motivere flere kokke til at lave mad.  

Skal vi tage hensyn til allergikere, vegetarer og veganer?

Det er ikke sjældent, at man i et bofællesskab støder på madallergikere af den ene eller anden slags. Hvis disse stakkels mennesker skal opleve imødekommenhed og forståelse, er det en god ide at involvere dem i madlavningen. Det er ofte, at man finder ud af, at en ret sagtens kan laves på andre måder end den traditionelle og allergiprodukter med lethed kan indgå i dagens ret. Alternativt kan der laves en ret uden allergifremkaldende produkter, også uden det er for besværligt for madholdet. At spise vegetarisk og vegansk kan måske udfordre mange, men man kunne overveje en eller flere dage, hvor man udelukkende spiser vegetarisk. Resten af maddagene kan man med lethed indarbejde retter, der også indeholder veganske/vegetariske alternativer.

Hvad må det koste?

Svaret på dette spørgsmål hænger unægtelig sammen med beboernes holdning til økologi, men det hænger også sammen med, hvilken kvalitet maden skal have. I disse år kommer der stadig flere og flere økologiske varer på hylderne og de bliver billigere og billigere. En del varer er på et prisniveau, der nærmer sig ikke-økologiske, og der kommer flere til. Der er også et hensyn at tage til dem, der ikke har så mange penge og måske har mange munde at mætte. Man kunne overveje en økonomisk solidarisk udligningsordning.

Hvor store madhold?

Når der skal laves mad til mellem tyve og tredive personer, er et madhold på tre personer et godt antal. Dertil kommer muligheden for at have større børn med på et madhold. Det er en god ide at ”opdrage” børn til at lave mad til mange. Det er en kvalifikation, mange unge har stor glæde af senere i livet. Mange organiserer sig med kokke- og opvaskerhold, altså skiller disse tjanser, for at undgå, at det hele bliver for uoverskueligt.

Hvad er best-practise, når man skal lave mad til mange?

Det kan virke overvældende for mange at skulle lave mad til tredive eller derover. Skal man bare dimensionere op fra kogebøgerne eller er der en omregningsfaktor? Det er svært entydigt at svare på dette, men det er altid en god ide at lytte til andres erfaringer og i øvrigt selv indsamle sine egne erfaringer. Måske skulle man i etableringsfasen tage på besøg hos andre bofællesskaber og lytte til, hvordan de gør og hvilke erfaringer de har i forbindelse med selve madlavningen. Lyt og lær er nok det bedste råd.

Skal vi have til- eller framelding?

Når man vil udbyde en fællesspisning, og et madhold gør sig stor umage, vil man selvfølgelig gerne have mange til at spise med. Hvordan får man folk til at komme? Nogle bofællesskaber har en tilmeldingsordning, altså hvor man kan tilmelde sig på en seddel, som hænger tilgængelig i fælleshuset. En tilmeldingsordning kan have den ulempe, at nogen glemmer eller undlader at tilmelde sig. Det er for let at lade være. Andre har en frameldingsordning, hvor man aktivt skal gøre noget, hvis ikke man ønsker at være med til fællesspisningen. Ulempen her er, at man kan glemme at framelde og dermed kommer til at betale for noget, man ikke får.

Erfaringsmæssigt viser det sig, at en frameldingsordning giver større deltagelse og flere penge til madholdet, og dermed en højere madkvalitet.

Hvordan betales for maden?

Der er faktisk nogle vigtige overvejelser at drøfte her. Hvis maden betales ud fra en nøje udregnet madpris, er der en risiko for, at der køres med et stramt budget og at der nogle gange viser sig et underskud. Hvis man vil undgå underskud og deraf følgende efterbetalinger, kan man arbejde med en madpris plus et overhead, der ikke må bruges til dagens madbudget.

Der er også en drøftelse af en mulighed for, som tidligere nævnt, en økonomisk udligningsordning, altså en solidaritetsmodel, hvor alle beboere indbetaler et fast månedlig beløb på en madkonto og dem, der spiser med, derud over betaler et mindre beløb for at spise med. 

Skal der være mulighed for take-away?

Man ønsker i fællesskabet at have en stor grad af samhørighed og deltagelse i fællesspisningerne. Man laver mad til mange og det er meningen, at man som udgangspunkt skal sidde og spise sammen. Det fratager selvfølgelig ikke den enkelte mulighed for at udeblive fra fællesspisningen. Det kan være på grund af arbejde, sygdom, sport eller blot fordi, man har lyst til at blive hjemme med familien. Spørgsmålet er, om fællesspisningsordningen skal give mulighed for at hente mad fra fællesspisningen med hjem i huset for at indtage den udelukkende sammen med sin familie eller alene.

Disse spørgsmål kan med fordel indgå i diskussionerne, når debatten handler om fællesspisningsordningen. Jo mere detaljeret, man vælger at lægge niveauet for debatten, des færre misforståelser og frustrationer vil man opleve. Man kan også drøfte adfærd og børneopdragelse i forbindelse med situationen omkring fællesspisningen. Det kræver dog en udpræget åbenhed og tolerance at berøre disse emner.