Vi startede vores program på førstedagen med at melde os til en workshop organiseret af Velux Fonden

Af Bjørn Førde, medlem af BOF’s bestyrelse, forfatter

Folkemødet på Bornholm startede i 2011, inspireret af den svenske politikeruge Almedalsveckan, der afholdes hvert år på Gotland, og med Bornholms tidligere borgmester, Winni Grosbøll, og daværende indenrigs- og sundhedsminister, Bertel Haarder, som centrale initiativtagere. Jeg deltog selv i det første Folkemøde, som næppe samlede omkring 10.000 deltagere, hvilket dengang blev betragtet som mange.

Folkemødet på Bornholm startede i 2011, inspireret af den svenske politikeruge Almedalsveckan, der afholdes hvert år på Gotland, og med Bornholms tidligere borgmester, Winni Grosbøll, og daværende indenrigs- og sundhedsminister, Bertel Haarder, som centrale initiativtagere. Jeg deltog selv i det første Folkemøde, som næppe samlede omkring 10.000 deltagere, hvilket dengang blev betragtet som mange.
I år var der vist mere end ti gange så mange, og det mærkede man rent fysisk, når man sneglede sig gennem den kompakte menneskemasse fra ét debatmøde i den sydlige ende af Allinge-Sandvig til et andet i den nordlige ende. Men formålet er det samme i 2025 som i 2011: at styrke det danske demokrati ved at mindske afstanden og øge tilliden mellem borgere og beslutningstagere; at skabe møder mellem beslutningstagerne i erhvervslivet, interesseorganisationerne og politikerne fra Folketinget, EU, kommuner og regioner; og at give borgerne mulighed for at møde beslutningstagerne ansigt til ansigt.

Grundstenen i Folkemødets koncept er med andre ord, at demokratiet er for alle, der ønsker at være med. Og det er alle åbenbart også, hvis man skal dømme efter det program, vi studerede grundigt i dagene inden starten: omkring 3.500 demokratiske tilbud om alt mellem himmel og jord, organiseret af flere hundrede foreninger og organisationer. 

Med andre ord et overflødighedshorn af præsentationer og debatter, hvor man kunne lytte til partiledernes budskaber på den store scene sammen med tusindvis af andre, eller bidrage aktivt til debatten sammen med et par håndfulde andre interesserede på én af de mange små scener

Ikke overraskende forsøgte vi at koncentrere os om præsentationer og debatter, som havde noget med bofællesskaber og bæredygtighed at gøre. Vi startede vores program på førstedagen med at melde os til en workshop organiseret af Velux Fonden, som har sat sig for at kortlægge karakteren og kvaliteten den demokratiske bæredygtighed for at finde ud af, hvordan vi kan håndtere det pres, samfundet udsættes for i form af klimakrise, globale spændinger, og modsatrettede hensyn. 

Derfor bliver demokratisk bæredygtighed en vigtig brik i det billede, der udgør et modstandsdygtigt, responsivt og retfærdigt samfund. For hvordan gennemfører man en ressourcekrævende og gennemgribende grøn omstilling uden at fremprovokere en allerede stigende ulighed?

Tilhørerne fik til at starte med en præsentation af en undersøgelse, som organisationen Democracy X har udarbejdet. Her kortlægger man demokratiets bæredygtighed for at finde plads til forandring og forbedring. De undersøger de forskellige forhold og hensyn, der gør sig gældende, når vi som samfund stilles over for demokratiske dilemmaer: Hvad er det rigtige at gøre, når bæredygtighed kommer i konflikt med bæredygtighed? 

Det vil vi hver især have forskellige svar på, men generelt handler og navigerer vi danskere ud fra nogle centrale kerneværdier. Derfor kan vi kun forstå den demokratiske bæredygtighed i dybden, hvis vi tager udgangspunkt i de forskelligheder, der er i befolkningens kerneværdier, og spørger, hvordan de påvirker forholdet til demokratiske dilemmaer.

Ofte er dilemmaerne meget lokale og konkrete, og her bliver de interessante og relevante for de [bo]fællesskaber, vi indgår i. Hvordan ville vi f.eks. stille os til et forslag om, at der opstilles en ikke ligefrem arkitektonisk perle af en solcellepark på engen lige foran vores bebyggelse? Eller hvad ville vi gøre, hvis en lokal virksomhed blev tvunget til at lukke og 80 ansatte mistede deres arbejde, fordi CO2-afgiften blev for bekostelig?

Undersøgelsen peger på, at vores stillingtagen sikkert vil afhænge af, hvilken af de seks kategorier af borgere, man har fundet frem til, at danskerne med rimelighed kan opdeles i. Om vi fx er individualist [man skal tage ansvar for eget liv], traditionalist [vi har danskheden til fælles], pragmatiker [det skal nok gå det hele], vogter [ingen må trædes over tæerne], eller omstiller [tro på forandring med et globalt perspektiv]. Omkring bordene ’bekendte’ vi hver især, hvad vi mente passede på os selv, og diskuterede derefter nogle fremlagte dilemmaer.

Det var en interessant øvelse, som sagtens kan anvendes i et bofællesskab, når der er omfattende og forandringskrævende sager om vores bæredygtige fremtid på dagsordenen. 

Vi ved jo godt alle sammen [næsten alle sammen i hvert fald], at en bæredygtig fremtid kræver forandringer i vores måde at producere og forbruge på; mange af os har nok også en oplevelse af, at omstillingen ikke kommer hurtigt nok; og vi må erkende, at de nødvendige forandringer kommer til at ramme os med forskellig tyngde, hvilket giver grobund for nye konflikter og en forstærkning af de eksisterende.
Velux Fonden har med dette initiativ smidt et yderst nyttigt redskab på bordet. Demokratianalysen vil i august kunne findes på projektets hjemmeside: www.demokratiskbaeredygtighed.dk. Her kan man også finde en omtale af workshoppen på Folkemødet. Jeg kan kun opfordre til, at bofællesskaber såvel som andre fællesskaber gør brug af de idéer, som løbende vil blive præsenteret på hjemmesiden.

Dagen efter bænkede vi os i Den Sociale Scenes telt for at overvære en samtale med titlen Sådan skaber du mere fællesskab i hverdagen, arrangeret af Boligselskabet AKB og Boligforeningen 3B, og med en programchef i Realdania og en beboer i bofællesskabet Galgebakken i Albertslund i panel.

Udgangspunktet for samtalen var, at vi oplever en stigende ulighed i sociale, økonomiske og kulturelle vilkår, samt en stigende ensomhed. Derfor er de lokale fællesskaber vigtige i hverdagen, og der er brug for, at vi understøtter og fremmer dem. De almene boligområder har stor erfaring med at fremme fællesskaber gennem det fysiske miljø, naturlige mødesteder og sociale arrangementer. Samtidig findes der forskellige boligkoncepter, som f.eks. seniorbofællesskaber og AlmenBolig+ afdelinger, der bidrager til at styrke hverdagsfællesskaber. 

Så hvordan understøtter vi dem? Hvordan lader vi os inspirere af andre? Hvilke initiativer virker bedst? Og hvordan kan vi sikre, at alle har mulighed for at deltage i fællesskaber, der fremmer livskvalitet og bekæmper ensomhed?

Det gav paneldeltagerne deres forskellige perspektiver på, og som medlem af et nyt bofællesskab, hvor vi stadig er i fuld gang med at etablere os og opbygge en fælles forståelse af de regler og normer, som skal danne ramme om vores tilværelse, var det interessant at lytte efter idéer, som kunne inspirere.

En panelist fortalte om et bofællesskab, hvor arkitekterne bevidst havde udformet husene på en måde, så man uhindret kunne kigge ind til hinanden. Det ville bidrage, måtte man forstå, til at styrke oplevelsen af et stærkt fællesskab, når det, man normalt opfattede som en privat sfære, blev trukket længere ind i den fælles sfære. Ikke at der blev lagt op til en form for ’voyeurisme’, men måske snarere en opfordring til ikke at skelne helt så skarpt mellem det privat og det fælles, som tilfældet er i mange bofællesskaber, også i Fridlev.

Fridlev er et bofællesskab i udkanten af Hvalsø i Lejre Kommune på Midtsjælland

Det er jeg ikke sikker på ville vække genklang i Fridlev. Vi bor forholdsvis tæt, med alle indgangsdøre ud mod gårdspladsen, og stien tæt på husene. Man kan ret let se ind til hinanden, uden at man dog ligefrem kan følge med i familiernes liv inden døre, medmindre man virkelig anstrenger sig. 

Men på grund af niveauforskelle i husenes placering, kan nogle familier opleve, at de på bagsiden af huset, den private sfære, ikke har den grad af privathed, som de havde håbet på. Derfor bølger der nu en debat om muligheden for at sætte et midlertidigt hegn op, ét som kan fjernes, når beplantningen er vokset op.

Det er ikke nogen helt let debat at få landet, så alle kan se sig selv i beslutningen. Især fordi husenes herlighedsværdier ikke var til at vurdere, da vi i sin tid købte vores huse, på et tidspunkt hvor de stadig blot var tegninger og modeller, og det var umuligt at vurdere, hvordan den skrånende byggegrund ville ende med at påvirke ind- og udsyn. For flere beboere er det endelige resultat kommet som en stor overraskelse.

Arkitektonisk vil det bestemt ikke pynte med midlertidige hegn, men måske er det den pris, som skal betales for at fastholde fællesskabets indre sammenhængskraft? Det må tiden vise.

En anden spændende debat blandt paneldeltagerne handlede om at finde den energi, som et fællesskab har brug for, når beboerne skal samles om f.eks. fællesspisning, begrænsning vores forbrug, og andet der peger i en bæredygtig retning. Det er måske ikke så svært, hvis man har været med til at etablere et nyt bofællesskab netop med henblik på at bidrage til en mere bæredygtig livsform, men det kan være sværere, hvis rammen er en almen bolig eller et seniorfællesskab.

Det førte til betragtninger om, hvordan vi [måske] kan bringe lidt mere ’kampgejst’ ind i vores fællesskabssnakker. Lidt mere ideologisk kraft ville nogle måske kalde det. I 70’ernes traditionelle bofællesskaber var det børnekampen, kvindekampen og miljøkampen, som dominerede. Fællesskabsorienterede mennesker har sikkert stadig en positiv oplevelse af de holdninger, uden nødvendigvis at mene, at de skal komme til udtryk på den bastante måde, det ofte var tilfældet før i tiden.

Men så kunne man måske tage mere håndfast fat på de sociale, kulturelle og økonomiske uligheder, som var indgangsbønnen til debatten i Det Sociale Telt denne fredag eftermiddag. Plus den ensomhed, som rammer mange, unge som ældre. Hverken ulighed eller ensomhed bliver mindre i den jungleagtige og polariserede verdensorden, som hersker i disse år. Tværtimod. Regering, partier og politikere har en rolle at spille, men mon ikke det endnu engang er det civile samfund og de mange formelle og uformelle fællesskaber, som skal knække koden.

Blandt tusindvis af debatter på Folkemødets tre dage var der naturligvis mange flere, som handlede om bofællesskaber, andre former for fællesskaber, nye former for bæredygtigt byggeri, og bæredygtighed i det hele taget. Også Realdanias nye udgivelse om Livskvalitet og forbindelsen mellem dette og livet i fællesskaber var på dagsordenen.

Sammen med Camilla Nielsen-Englyst, Bofællesskab.dk’s forperson, forsøgte vi efter bedste evne at lade vores stemmer høre i så mange debatter, som vi havde mulighed for at komme i nærheden af. Måske skal vi til Folkemødet i 2026 overveje egne arrangementer om nogle af de temaer, hvor vi kan gøre en forskel. Nogle af de temaer, vi drøfter i vores serie af Fredag med Fællesskab samtaler - om generationsskiftet, de nye udviklerfirmaers rolle. Der er nok at tage fat på.

Folkemødet er et godt sted at drøfte disse emner. Fællesskabsmødet kunne man måske ligefrem kalde det?

Du kan læse mere om ”Livet i Fridlev”, en fortsættelse af bogen ”Rejsen til Fridlev”, på forfatterens hjemmeside: www.f4dialogue.dk 

Ønsker du at melde dig ind i Foreningen Bofællesskab.dk, finder du den medlemstype, der passer til dit behov lige her.

Et af de første godkendte tiny houses på Køge Fælles Jord

Af Rudy madsen, administrator og bestyrelsesmedlem i Foreningen Bofællesskab.dk

Som noget nyt havde Fredage med Fællesskab valgt at afholde et fysisk arrangement, denne gang som en rundvisning hos Tiny Varigheden i Køge.

Fredage med Fællesskab er et arrangementskoncept, som har rod i Landsforeningen for Økosamfund (LØS) og Bofællesskab.dk. Arrangementerne, som indtil nu har været afviklet via online mødeplatformen ZOOM, afholdes den sidste fredag i hver måned, normalt fra kl. 15:30 til 17:00. Konceptet er, at der inviteres en eller to eksperter til hver at holde et oplæg på cirka ti minutter, hvorefter deltagerne involveres enten ved at blive opdelt i grupper for at diskutere oplæggene og emnet, eller ved i plenum at deltage i en debat, der eventuelt kan munde ud i dannelse af et netværk. Ved at høre et oplæg fra en ekspert og herefter dele erfaringer og viden, får deltagerne et fantastisk afsæt til at komme videre med dagens emne.

Følg med på vores hjemmeside for at se flere arrangementer under Fredage med Fællesskab. Lige nu er vi ved at gennemarbejde listen for kommende arrangementer

Haverne er en frivillig forening, som eksperimenterer med og driver alle de forskellige aspekter, der er ved havedyrkning, som fokuserer på planter til mad, en terapihave, afgrøder til salg, produktion af honning og bivoks og meget mere. Man kan leje et højbed og dyrke sine egne grøntsager, men man kan også være med i fælleshaven og drivhusene. Fælleshaven dyrkes og høstes i fællesskab og det er især dette, som indbyder til socialt samvær og nydelsen ved jord og planter.

Økologi og permakultur danner baggrund for de eksperimenter og løsninger, som medlemmerne af haverne er fælles om.

Vi ankom til Køge Fælles Jord i egne private biler og vi var vel omkring 24-25 personer, som alle var opsatte på at få en rundvisning. Og det fik vi! Marianne Mark, som er en af initiativtagerne til Køge Fælles Jord, tog sig kærligt af os, viste os rundt og stopfodrede os med informationer om ideen, formålet og strukturen, samtidig med, at hun fortalte om planter og mad, dyrkningsmetoder.

Køge Fælles Jord består af 2,5 hektar jord i den sydlige del af Køge og er en paraplyorganisation over Haverne og Tiny Varigheden. Her bliver der eksperimenteret med en livsstil som genopbygger jorden og mennesket. Projektet er delt i to dele.

Haverne er en frivillig forening, som eksperimenterer med og driver alle de forskellige aspekter, der er ved havedyrkning, som fokuserer på planter til mad, en terapihave, afgrøder til salg, produktion af honning og bivoks og meget mere. Man kan leje et højbed og dyrke sine egne grøntsager, men man kan også være med i fælleshaven og drivhusene. Fælleshaven dyrkes og høstes i fællesskab og det er især dette, som indbyder til socialt samvær og nydelsen ved jord og planter.

Økologi og permakultur danner baggrund for de eksperimenter og løsninger, som medlemmerne af haverne er fælles om.

Tiny Varigheden er en anden forening, som vil forsøge at vise, hvordan man kan leve og bo bæredygtigt. Der bygges 16 mindre huse med principper om at benytte bæredygtige energiformer, hvordan man kan leve af jorden, opbygge den kulstof-lagrende, og skabe samarbejdende og kreative fællesskaber. Med bæredygtig livsstil menes blandt andet, hvordan man omgås naturen, behandler mad, vand og energi og et hvert forbrug så skånsomt for miljøet som muligt. De små huse bliver et efter et til vidunderlige hjem midt i et miljø, hvor bæredygtighed og naturpleje går hånd i hånd

Tiny Varighedens formål er at:

• skabe et rummeligt fællesskab, der eksperimenterer og demonstrerer fremtidens kulstoflagrende boformer, der genopbygger jorden og mennesket i sin helhed
• leve kulstoflagrende og dermed modvirke klimaforandringerne
• leve i respekt for og i samarbejde med naturen
• støtte og etablere aktiviteter som fremmer en bæredygtig samfundsudvikling
• bygge i videst muligt omfang med sunde genbrugs- og naturmaterialer
• etablere og vedligeholde foreningens fælles faciliteter
• medvirke til at samle erfaringer med tinyhuse, naturlig og bæredygtig isolering og off-grid-teknologier
• afholde workshops til videreformidling af viden om tinyhuse, bæredygtigt byggeri, off-grid-teknologier og permakultur til selvforsyning

Når man går fra Køge Fælles Jord, kan man ikke lade være med at tænke: ”Gid der var hundredvis af sådanne projekter rundt om i landet”. Man føler varme i hjertet, når man ser og hører på folk, der ser det som en passioneret opgave at drive dette så vidt og vil brede budskabet ud over det hele.

Besøget hos Køge Fælles Jord var meget berigende og spændende - ikke mindst på grund af Marianne Mark, som er den fødte rundviser og empatiske guide. Tak til hende og tak til alle for at deltage i arrangementet. 

Krogerup Højskole, som ved starten i 1946 havde teologen og demokratitænkeren Hal Koch som sin første forstander

Af Bjørn Førde, medlem af BOF’s bestyrelse, forfatter

Temaet for det ugekursus, Anne og jeg havde tilmeldt os på Krogerup Højskole, var På Eget Ansvar. Det kunne sådan set godt have handlet om at flytte i bofællesskab, for det er i høj grad ’på eget ansvar’, når man vælger at flytte sammen med 41 andre familier i et helt nybygget bofællesskab, hvor man ikke selv har valgt de andre familier, ligesom de heller ikke har valgt dig.

Men når kurset nu foregik på Krogerup Højskole, som ved starten i 1946 havde teologen og demokratitænkeren Hal Koch som sin første forstander, handlede det naturligvis grundlæggende om demokratiet. Dengang var Krogerup en del af en større demokratisk samfundsmæssig oprustning, der fandt sted efter Anden Verdenskrig. Håbet var, at Krogerup som en ny medborgerskole skulle uddanne fremtidige generationer til at værne om og udvikle det danske demokrati.

Vores eget demokrati er ikke ufejlbarligt

Hal Koch insisterede på, at demokratiet “ikke er en sejr, som er vundet, men en kamp, som stadig går på”. Det må siges at være en sandhed, som er mindst lige så sand i 2025 som i 1946. Populisme, nationalisme og autokratisme skyller mange steder i verden de demokratiske bolværker omkuld. Mindre i Danmark end andre steder i Europa og i USA, men heller ikke vores eget demokrati er ufejlbarligt, og der er måske snarere brug for demokratisk oprustning end den åndelige oprustning, som regering og statsminister taler om i denne tid.

Heldigvis råder vi i Danmark over knap 80 højskoler, som i større eller mindre grad tilbyder demokratiske samtaler med udgangspunkt i både Grundtvigs og Hal Kochs tanker, og det er en tradition, som strækker sig helt tilbage til grundlæggelsen af Rødding Højskole i Sønderjylland i 1844. Tilsammen bidrager de til at holde forestillingen om et nationalt fællesskab forankret i demokratiske værdier vedlige.

Hver især gav ugens præsentationer og debatter stof til eftertanke omkring udviklingen af vores nationale fællesskab, som kræver stadig pleje. Det er, som Hal Koch i sin tid påpegede, ’en kamp som stadig pågår’. Men drøftelsen af ansvar og kritisk samtale er mindst lige så relevant i de mindre lokale fællesskaber, vi alle er en del af. Det kom ofte til udtryk i ugens debatter, når vi kommenterede og stillede spørgsmål. Men det kom også til udtryk i vores uformelle udvekslinger under morgenmad, frokost og middag, eller når vi slappede af efter dagens seancer.

En deltager kunne fortælle, at hun boede i Grønne Eng i Ørestad Syd i København. Som tilfældet er med Fridlev, flyttede beboerne ind i 2023. Det består af 41 andelsboliger og 34 ejerlejligheder, i alt 75 boliger i varierende størrelser og med forskellige fleksible planløsninger. Bebyggelsen er opført i 2-6 etager, med en blanding af rækkehuse og etageboligbyggeri, og et fælleshus på i alt ca. 1.000 m2. Fællesfaciliteterne indeholder gæsteværelser, teenagegang, øvelokale, fællesvaskeri med regnvandsgenanvendelse, tagdrivhus, kontorfællesskab, cykelværksted og motionsrum. Byggeriet er tegnet af Vandkunsten, som har tegnet flere bofællesskaber end nogen anden dansk tegnestue. Det er virksomheden EcoVillage, som står bag.

På mange måder kunne vi spejle os i hinandens erfaringer og praksisser

Ugens drøftelser om ansvarets betydning og nødvendigheden af den kritiske demokratiske samtale for mennesker og samfund indeholdt mange perspektiver, bl.a. disse: Naturligvis filosoffer som danske K.E. Løgstrup, slovakiske Zizek og tyske Hannah Arendt; plus kristendommens forståelse af ansvaret for skaberværket og naturen, som nu styrter sammen over hovedet på os. 

Folketingspolitikerne Jakob Mark og Martin Lidegaard fortalte ærligt om deres personlige oplevelser af at skulle håndtere det politiske ansvar i en medieverden, som kan forekomme kaotisk og ikke giver den plads til samtale og eftertanke, som demokratiet også har brug for.

Forstander Rasmus Meyer var ordstyrer i en debat, hvor de tre kombattanter ikke var helt enige om højskolens rolle i dagens samfund. Bl.a. var der uenighed om højskolens evne til at inkludere alle, i forlængelse af den mediedebat, der har været på det seneste.

Biotekniker Mickey Gjerris og aktivist Nikoline Borgermann udvekslede synspunkter om brugen af civil ulydighed i den klimakrise, som dag for dag stiller os overfor nye udfordringer.

Og medieanalytikeren Camilla Mehlsen stillede skarpt på vores forbrug og afhængighed af sociale medier, som ikke ligefrem er baseret på nødvendigheden af samtalen mellem mennesker, som er højskolens store mission, men som til gengæld berører langt flere af samfundets borgere.

På mange måder kunne vi spejle os i hinandens erfaringer og praksisser, selvom Fridlev ligger på landet og Grønne Eng blot 500 meter fra nærmeste metrostation og derfor meget tæt på Københavns centrum.

Alligevel var det vores indtryk, at Grønne Eng i høj grad forsøger at virkeliggøre drømmene om at leve sammen i en økolandsby, hvor man deles om tingene, sparer på jordens ressourcer, søger at være mere for hinanden i hverdagen. Fællesskabet satser også på at mindske CO2-aftrykket igennem dele-el-biler, byttecentral, fællesbibliotek, genbrug af møbler, tallerkener og legetøj i fælleshuset. 

At vi begge var endt i et bofællesskab med fokus på bæredygtighed, var ikke specielt overraskende. Vores veje har aldrig krydset hinanden, men de har været parallelle. Vi var begge med i arbejdet for en bæredygtig udvikling tilbage i 1970’erne, fordi vi betragtede det som vores ansvar at give kloden videre i god stand til kommende generationer. 

At være en del af et bofællesskab løser ikke automatisk alle verdens problemer, men det giver den enkelte mulighed for at skubbe udviklingen i den rigtige retning sammen med andre. At tage ansvar sammen! Det er ikke bar ansvarligt, det er også sjovt.

Vi var enige om, at uligheden sniger sig ind overalt

En anden og noget yngre deltager fortalte i ugens løb begejstret om de initiativer, hun deltog i på det ydre Østerbro i København, sammen med naboer og genboer, og uden at det var forankring i et formaliseret bofællesskab. Folk fandt sammen om improviserede fællesspisninger. Folk hjalp hinanden med pasning af børn. Man udvekslede værktøj i stedet for at man hver især købte det hele. 

Frøene til at flytte i et mere formaliseret bofællesskab var sået, men helst inde i byen, drømmen var ikke en udflytning til mere landlige omgivelser, hvor mange bofællesskaber typisk ligger. Derfor var hun begyndt at interessere sig for et nyt boligprojekt, som Fridlevs bygherre, udviklerfirmaet Almenr er involveret i: Stejlepladsen, et nyt bykvarter i København ved Sydhavnstippen.

Der er tale om et byggeri, som gennemføres i tre etaper, med omkring 860 boliger, som omfatter ejer- og lejebofællesskaber, almindelige lejeboliger, ejerboliger, ungdomsboliger og almene boliger. Den første etape er allerede ved at blive bygget, og de første beboere skal kunne flytte ind i sommeren 2026. Hele bebyggelsen vil først stå færdig i 2028.

Bebyggelsen som helhed er ikke et bofællesskab, men det er visionen, at kvarteret samlet set skal baseres på fællesskab. De planlagte ejer-bofællesskaber kommer til at omfatte i alt seks bygninger med 48 ejerlejligheder i alt, tre af disse i byggeriets første fase. Måske ikke voldsomt i forhold til det samlede antal lejligheder i området, men en interessant udvikling, fordi det normalt er svært at bygge bofællesskaber i storbyen. 

Hun kunne godt tænke sig at bo på Stejlepladsen, tæt på vandet, tæt på naturen, og alligevel tæt på byen, sammen med andre som tror på genbrug, beskyttelse af miljøet og bæredygtig udnyttelse af ressourcerne, med genbrugsmaterialer på facader, og masser af grønne områder, byttecentraler, cykelstier og sociale mødesteder.

Bekymringen var bl.a., om hun ville have råd til at købe en lejlighed i ét af bofællesskaberne, for billige er de ikke. Byggerier er aldrig en filantropisk forretning, og på Stejlepladsen sælges til Københavnerpriser. Ikke til den halve kvadratmeterpris, som tilfældet er i Hvalsø syd for Roskilde, ude på landet, men hvor en bolig i et bofællesskab stadig koster cirka det dobbelte af, hvad et hus i Hvalsø normalt koster. 

Vi var enige om, at uligheden sniger sig ind overalt i vores samfund, og det kommer let til at modarbejde den mangfoldighed, som vi var enige om er vigtig, hvis vores fællesskaber skal være stærke nok til at påtage sig et ansvar for den nødvendige grønne omstilling, såvel som for den demokratiske samtale, som er forudsætningen for omstillingen. 

På den måde var der i virkeligheden ikke særlig langt fra hverken Fridlevs eller Stejlepladsens daglige virkelighed til de mange undertiden højtflyvende foredrag om at tage ansvar, som vi blev præsenteret for.

Mange var enige om, at det lille fællesskab er oplagt

Det var to eksempler på, hvordan bofællesskabet var på dagsordenen på Krogerup, selvom det ikke officielt var på dagsordenen. Men der var i virkeligheden mange flere, for under ugens i alt 17 måltider, hvor vi blev præsenteret for dejlige økologiske retter, ikke udelukkende med grøntsager, der var også plads til kødretter, plus de mange korte pauser under de omkring 16 foredrag og debatter, programmenuen stod på, var der masser af muligheder for at udveksle tanker om, hvordan vores boligforhold og nære fællesskaber påvirker vores liv.

Mange af vores jævnaldrende i 60’erne og 70’erne var interesserede i vores medlemskab af et nyt bofællesskab, sammen med 41 andre familier, i et aldersblandet fællesskab med en gennemsnitsalder blandt de voksne på omkring 40 år. Plus en masse levende og larmende børn, som undertiden får lydniveauet højere op, end vi ’gamle’ finder passende. Sådan er vores børnebørn også, sagde de, og det er fint nok, men det var ikke et miljø, de havde kræfter til i det daglige.

Så hellere overveje seniorfællesskabets mere rolige rammer, hvilket flere havde gjort. Men havde nøjedes med overvejelsen, fordi de ikke kunne overskue at flytte fra det store parcelhus, hvor der var plads til alt det ’skrammel’, de havde samlet sammen gennem et langt liv. De orkede ikke tanken om og arbejdet med at skulle skille sig af med det. Flere enlige pegede dog på, at det sagtens kunne være en mulighed, de ville overveje, hvis de ikke skulle flytte for langt væk fra børn og børnebørn.

Men alle var enige om, at det lille fællesskab, uanset om det var det helt uformelle i parcelhuskvarteret eller opgangen, eller det juridisk forpligtende i det traditionelle bofællesskab, var et oplagt sted at praktisere de tanker om ansvar og en kritisk demokratisk samtale, som vi tilfældigvis var bragt sammen på Krogerup Højskole for at lære mere om.

Du kan læse mere om ”Livet i Fridlev”, en fortsættelse af bogen ”Rejsen til Fridlev”, på forfatterens hjemmeside: www.f4dialogue.dk 

Ønsker du at melde dig ind i Foreningen Bofællesskab.dk, finder du den medlemstype, der passer til dit behov lige her.

Når man etablerer et bofællesskab, er det ikke sjælendt, at der opstår konflikter, der skal håndteres

Af Mathilde Lykke Bülow, Indehaver og seniorrådgiver, Concise

Fællesskaber forandrer sig hele tiden, og nogle gange går de I hårdknude. I boligfællesskabet Broen ved Køge Kyst, blev det tydeligt, at hverdagen og fællesskabet ikke fungerede for alle. Det blev startskuddet på en proces, hvor beboerne måtte gentænke, hvordan de bor og er sammen. 

Et boligfællesskab er ikke en statisk størrelse. Nye beboere flytter ind, behov ændrer sig, og det samme gør dynamikkerne i hverdagen. Derfor er det vigtigt løbende at tage temperaturen på både fællesskabet, beslutningsprocesser og den praktiske organisering. Det kræver, at beboerne engagerer sig – og tør være med til at forme udviklingen.

”Vi kan se, at vores Virke boligfællesskaber udvikler sig forskelligt alt efter, hvem der bor der, og hvordan hverdagen fungerer. De mange erfaringer deler vi på tværs, så fællesskaberne kan lade sig inspirere og lære af hinanden”, siger Per Schulze, chef for Virke i PensionDanmark.

Boligfællesskabet Broen ved Køge Kyst oplevede en tid med fraflytninger og utilfredshed i dag er fællesskabet tilbage på sporet med nye værdier, en åben dialogkultur og en stærkere sammenhængskraft.

”Som ny skulle man ikke foreslå noget nyt”

Sådan lød det i et brev fra nogle beboere, der valgte at flytte fra boligfællesskabet Broen i efteråret 2024. For Kirsten Poulsen, der er forperson i fællesskabets bestyrelse, blev det en øjenåbner.

”Det stod klart, at vi havde en kulturkløft mellem dem, der havde været med fra starten, og dem, der var flyttet ind senere. Nogle følte sig ikke hørt, og nye idéer blev afvist,” fortæller hun.

Det blev tydeligt for beboerne, at noget skulle ændres. Broen havde ikke længere samme fællesskab som før – og derfor måtte det redefineres. Her er tre af de greb, der gjorde forskellen.

Tidligere blev langt de fleste beslutninger truffet af bestyrelsen, der mødtes ofte. Til gengæld var der kun beboermøder to gange om året. Det har Broen ændret. Nu holdes der beboermøde hver måned, og mange beslutninger træffes i fællesskab med simpelt flertal.

”Før var der ingen, der sagde noget på beboermøderne, nu kan vi næsten ikke få ørenlyd”, siger Kirsten og fortsætter: 

“Vi har kun to overordnede opgaver i bestyrelsen nu: At arrangere generalforsamling og have kontakten til Broens ejere, PensionDanmark. Det er beboermøderne, der styrer hverdagen.” 

Samtidig har de skåret bestyrelsen ned til tre personer. Det gør beslutningsprocesserne lettere og sikrer fremdrift.

Et andet vigtigt initiativ har været oprettelsen af en modtagergruppe. Her mødes potentielle, nye beboere med en lille gruppe fra boligfællesskabet, inden de skriver under på lejekontrakten. Det var et konkret initiativ, som også var etableret i ét af PensionDanmarks andre Virke boligfællesskaber. 

”Det handler ikke om at sortere folk fra, men om at sikre et godt match. Det skal være klart, hvad det vil sige at bo i Broen – med fællesskab, fællesspisning og beboermøder,” siger Kirsten.

Modtagergruppen har en tæt kontakt med ejerne, PensionDanmark og ejendomsmægleren, Taurus, når der skal findes nye lejere. Mødet med modtagergruppen kan finde sted med kort varsel, og det giver begge parter mulighed for at mærke efter, om fællesskabet er det rigtige. 

Uenigheder er uundgåelige i et fællesskab. Men hvordan håndterer man dem bedst?

”Hvis vi er meget uenige på et beboermøde, så beslutter vi ikke noget med det samme. Vi lægger det til side og tager det op måneden efter. Så kan man lige sunde sig lidt og tale om det til fredagsbaren – og ofte ser tingene helt anderledes ud til næste møde,” fortæller Kirsten.

Tålmodigheden og pausen gør det lettere at lande i en mere konstruktiv dialog – og undgå, at ting spidser unødigt til.

Broen er ikke det samme som for fem år siden. Det erkendte beboerne – og besluttede at finde frem til, hvad boligfællesskabet skal være i dag.

”Vi har sat en stor tavle op i fælleslokalet. Her kan man skrive de ord og værdier, man forbinder med Broen – fx omsorg, samtale eller plads til forskellighed. Efter sommerferien vælger vi dem, der skal være vores fælles værdier,” fortæller Kirsten.

Fællesskaber er ikke statiske. De forandrer sig – og kræver, at man løbende justerer kursen, som de gjorde i Broen. Det har betydet en ny start og et stærkere fællesskab end før.

Fællesskabsdiagram

Af Bjørn Førde, medlem af BOF’s bestyrelse, forfatter

Realdania havde valgt netop den 20. marts til præsentationen af deres nye udgivelse om Vores livskvalitet, med undertitlen Hvad kan vi lære af de lykkeligste danskere? At netop den dag blev valgt kom måske som en overraskelse for nogle, men ikke for de af os, som har tilbragt en del af vores arbejdsliv i FN-systemet, og som desuden har haft det store privilegium at arbejde i Bhutan, dette lille kongedømme højt oppe i Himalayabjergene, klemt inde mellem Indien og Kina.

For det var lilleputstaten, som i 2012 tog initiativ til en resolution, som FN’s generalforsamling vedtog og derefter udnævnte 20. marts til at være International Dag for Lykke. Ifølge resolutionen skete det i erkendelse af, at lykke og velvære er relevante som universelle mål og aspirationer for menneskers tilværelse over hele verden, og at behovet for dette bør anerkendes i landenes offentlige politiske målsætninger og gerninger. Resolutionen anerkendte også behovet for en mere inkluderende, retfærdig og balanceret tilgang til økonomisk vækst, så væksten bidrager til at fremme bæredygtig udvikling, bekæmpelse af fattigdom, samt lykke og velvære for alle folkeslag.

Hvorfor var det Bhutan, et land med mindre end én million indbyggere, som tog initiativet? Fordi landet siden tidligt i 1970’erne anerkendte, at national lykke var vigtigere end national indkomst og derfor valgte at benytte bruttonationallykke som måleinstrument for landets udvikling fremfor det pengefikserede bruttonationalprodukt, som vi tilbeder i stort set hele resten af verden.

Som det korrekt fremhæves i bogens indledende kapitel, betyder det ikke, at Bhutan ser bort fra nødvendigheden af økonomisk udvikling. Men økonomien indkapsles i en bredere forståelse af, hvad der er vigtigt for menneskers tilværelse, og der arbejdes med fire dimensioner:

• Bhutans indbyggere har behov for god regeringsførelse.
• Bhutans økonomiske udvikling skal være bæredygtig.
• Bhutans kultur skal bevares og videreudvikles.
• Bhutans natur og miljø skal beskyttes.

Bogens forfattere konstaterer, at trods disse bestræbelser ligger Bhutan meget langt nede i det lykkeindeks, som den årlige World Happiness Report udgiver. Her ligger Danmark som nummer to, kun overgået af Finland, og efterfulgt af Island, Sverige og Holland. Bhutan er derfor ikke det lykkens Shangri-La, som mange vil gøre det til, siges det. Hvilket i høj grad skyldes landets placering og befolkningens spredning i vanskeligt tilgængelige bjerge, kunne man tilføje. At Bhutan er det eneste land i verden, som har et positivt CO2-bidrag kan nævnes i forbifarten.

Ikke desto mindre har dette lille land på toppen af Himalaya været med til at sætte skub i en bevægelse, hvor politikere, organisationer og borgere rundt om i verden er begyndt at tænke andre tanker om, hvordan vi kan måle udviklingen af vores lande.

Realdanias undersøgelse af danskernes livskvalitet skal ses i det perspektiv, og foreningen skal have ros for - i anledning af sit 25-års jubilæum - at gennemføre en af de største undersøgelser af danskernes livskvalitet nogensinde. Den bygger på en spørgeskemaundersøgelse med svar på 72 spørgsmål og 101 variable fra 122.000 danskere, plus oplysninger fra Danmarks statistik og lokale myndigheder. 

Med andre ord en guldgrube af informationer, som giver interesserede læsere mulighed for at få et spændende billede af, hvordan livskvaliteten arter sig i deres egen kommune. Det er bare at gå i gang! Måske ligger der ligefrem materiale, som man kan bruge i debatten med lokalpolitikerne, når kommunalvalget i efteråret løber af stablen.

Selve definitionen af begrebet livskvalitet er naturligvis interessant, og det gør bogen meget ud af. Nogle vil sikkert synes, at det kan opleves som en smule diffust, og at vi hver især har en personlig opfattelse af, hvilke forhold der især er vigtige. Men det er i hvert fald rigtigt, som bogens sidste kapitel starter med at konstatere:

"Livskvaliteten findes omkring bordet, over hækken, i opgangen, under barslen, på gaden og gennem mødet med de andre. Den findes i alle de små og store begivenheder, som vores liv består af.”

• At sammenfatte undersøgelsens store linjer er ikke helt enkelt, men Realdania har selv givet et bud på de vigtigste nedslag:
• At danskerne i gennemsnit vurderer deres livskvalitet til at være 7,51 på en skala fra 0 til 10. Det er blandt de højeste i verden.
• At livskvaliteten topper som 74-årig, i modsætning til hvad der er tilfældet i de fleste lande i verden, hvor det er de unge, som har den højeste livskvalitet.
• At der er stor lighed i livskvaliteten i Danmark sammenlignet med andre lande; på en skala fra én til ti er den 7,59 i landkommuner og 7,39 i storbykommuner. Den forskel er blandt de mindste i verden.
• At forholdet til vores naboer betyder meget for vores livskvalitet; livskvaliteten er 0,39 højere for dem, der taler med naboer 3-5 gange om ugen, end for dem, der gør det 1-3 gange om måneden.
• At sociale relationer er den vigtigste enkeltstående faktor for vores livskvalitet; ikke kun de nære relationer, også de lette – som at hilse på naboer og sludre med kioskejeren.

Ved præsentationen af bogen i Go’morgen Danmark, var nogle af Fridlevs beboere blevet bedt om at deltage. Ikke fordi Fridlev er et specielt bofællesskab blandt de godt 600 bofællesskaber, Danmark rummer, men fordi bogens kapitel om ”Vores naboer” placerer Lejre Kommune på førstepladsen i denne kategori:

”Borgerne i Lejre Kommune har haft flest naboaktiviteter med hinanden. Det er også borgerne i Lejre Kommune, der topper, hvis vi ser på et samlet indeks, der rummer tilfredsheden med naboskabet, aktiviteter med naboer, og hvor mange naboer man omgås. Jo højere score, jo tættere er naborelationerne.”

Her handler det ikke specielt om bofællesskaber, men om alle former for naboskaber. De aktiviteter, som indgår i målingen af, hvordan en kommune klarer sig, er (nævnt efter deres betydning): holder øje med hinandens boliger; låner ting ud til hinanden; har kommunikation via Facebook eller mail; hjælper hinanden med boligprojekter; holder vej- eller gårdfester; inviterer hinanden til middag; deltager i fællesprojekter i lokalområdet; mødes i fælles- eller medborgerhus.

Men selvom disse aktiviteter ikke er særegne for et bofællesskab, kan man godt tillade sig at nævne, at de alle indgår som faste bestanddele af bofællesskabernes værdigrundlag. Fælles spisning og fælles aktiviteter er selve hjertet af bofællesskabet. At Lejre Kommune rummer mange bofællesskaber, flere end den gennemsnitlige kommune, bidrager sikkert til placeringen som nummer ét.

I hvilken udstrækning, kommunalbestyrelsen og forvaltningen i Lejre Kommune kan tage ansvaret for denne placering, kan man ikke udlede af bogens materiale. Det vil den sikkert selv mene. Kapitlet indeholder mange interessante perspektiver: hvordan man håndterer konflikter mellem naboer, hvordan man opbygger et fællesskab på en vej, arkitekturens betydning, hvordan man udvikler fællesskabet i et gårdmiljø i byen, og betydningen af forskellige ejerformer. Her er der masser af inspiration at hente – også for en kommune, som vil gøre en forskel.

Som i flere af bogens kapitler er der også i dette kapitel et Danmarkskort, som viser, hvor i landet tilfredsheden (mørkegrønne kommuner) med naborelationerne er størst.

De lysere områder angiver altså, hvor det står mindre godt til. Mindst tilfredsstillende opleves naboskabet, måske ikke så overraskende, i store tætbefolkede byer som Aarhus, Odense og København.

Naboskabet er blot en enkelt brik i det puslespil, som vores livskvalitet kan sammenlignes med. Bogens øvrige kapitler indeholder andre brikker, som det er værd for læseren at se nærmere på.

Kapitel 3: Blå og grønne bananer – ser bl.a. på livskvalitetens Danmarkskort. He står land- og oplandskommuner stærkest, men forskellen mellem land og by er ikke så stor, som andre lande oplever.

Kapitel 4: Lokalområdet – viser bl.a. hvordan sammenhængskraft og følelsen af tilhør hænger tæt sammen med den sociale kapital i nabolaget og tilfredshed med livet.

Kapitel 5: Hjem til livskvalitet – ser bl.a. på sammenhængen mellem livskvalitet og boligen, herunder forskellen mellem at eje eller leje, og betydningen af boligens størrelse.

Kapitel 7: Livskvalitet smitter – fokuserer bl.a. på vores relationer til andre mennesker. Vi ved jo godt, at vores forhold til børn, venner, forældre og kollegaer spiller en rolle, men hvor meget, og hvordan?

Kapitel 8: I familie med livskvalitet – handler bl.a. på forskelle mellem at være gift eller leve alene, betydningen af at få børn, og børnelivets betydning for forældrene.

Kapitel 9: Hvad koster det gode liv? – præsenterer bl.a. forskning, som ser ud til at konkludere, at der er en entydigt positiv sammenhæng mellem indkomst og livskvalitet. Men andet spiller også ind.

Kapitel 10: Livskvalitet gør os sundere – hvor det undersøges om høj livskvalitet får os til at leve længere, og hvad det betyder at vi indretter vores boliger og byer på bestemte måder.

Kapitel 11: Vores forventninger til verden – som peger på, at der er en positiv sammenhæng mellem livskvalitet og vores tillid til samfundets institutioner og til hinanden.

Lad mig slutte af med bogens sidste linjer i Kapitel 12: Vi bør blive klogere på livskvalitet, hvor det nævnes, at den faldende livskvalitet i mange lande, også Danmark, måske hænger sammen med udfordringer som klimaforandringer, demokratiets tilstand, krige og ustabilitet, samt ensomhed. Det kan de fysiske rammer ikke alene ændre på, men de kan bestemt spille en rolle. Og på side 212 står der om ansvaret:

”Livskvalitet er på samme tid et fælles ansvar for alle dem, der former rammerne for hverdagen i Danmark, og noget, som vi selv kan ændre på.”

Du kan læse mere om ”Livet i Fridlev”, en fortsættelse af bogen ”Rejsen til Fridlev”, på forfatterens hjemmeside: www.f4dialogue.dk 

Ønsker du at melde dig ind i Foreningen Bofællesskab.dk, finder du den medlemstype, der passer til dit behov lige her.