fbpx
Skip to main content

Det nøglefærdige fællesskab med antropologer på sidelinjen

Fabulas er en af de bygherrer, der ønsker at imødekomme efterspørgslen på flere bofællesskaber ved at bygge dem nøglefærdige

Af Laura Lyng Munkø, kommunikationsmedarbejder Bofællesskab.dk

Fabulas er en af de bygherrer, der ønsker at imødekomme efterspørgslen på flere bofællesskaber ved at bygge dem nøglefærdige. Derfor har de seks nye bofællesskaber på vej - fem af dem får placering i Østjylland, mens det sjette kommer til at ligge i Vinge ved Frederikssund. Alle boliger bliver andelsboliger, og det er der en særlig grund til, fortæller direktør i Fabulas, Michael Eberhard: "Der er allerede et fællesskab indbygget i andelsboligtanken. Derfor er den form for ejerskab helt naturlig for Fabulas, og det er også i andelsbofællesskaber, at vi historisk set oplever en langtidsholdbar tilfredshed blandt beboerne. Vi ser en mangel på markedet i form af bofællesskaber, fordi mennesker efterspørger socialt samvær og mere nærhed i deres hverdag. Vi møder mennesker, der ønsker deleøkonomi og i det hele taget efterspørger en tilværelse, hvor man er flere til at deles om tingene og har flere inspirerende mødesteder i sine omgivelser."

Både selvgroede og developer-drevne bofællesskaber inkluderer konfliktløsning og demokrati

Mange hardcore bofællesskabsbeboere vil måske indvende, at et bofællesskab også handler om at stable noget på benene fra bunden - at det koster blod, sved og tårer for at ende med at bo i et bofællesskab.
"I selvgroede grupper er det ofte de få, der styrer processerne. Det er dem, der kan lide at stille sig frem og sige noget højt. Tovholderne er passionerede mennesker. Men hvad med alle dem, der har opgivet at blive hørt?", spørger Michael Eberhard retorisk og fortsætter: "Der er så mange mennesker, der slet ikke kan overskue de mange processer, der ligger i at starte et bofællesskab selv – særligt i dag, hvor vi lever et liv med så meget fart på. Derfor vil vi gerne påtage os den rolle, for de mennesker der gerne vil fællesskabet, og hvor den developerdrevne model passer godt til."
Fabulas imødegår eventuelle udfordringer i fællesskabet ved at følge det nøje. Udover at Fabulas har en antropolog, der vil komme på jævnlige besøg i bofællesskaberne i tre år efter indflytning, ønsker Fabulas at tilknytte lønnede beboere til at varetage funktionen som bindeled mellem Fabulas og bofællesskabets bofæller. Til det siger Michael Eberhard: ”Selvom konflikterne og demokratiet vil udforme sig anderledes end i de selvgroede bofællesskaber, vil begge dele altid være til stede. Så det handler om at tage hånd om det og skabe et sikkerhedsnet for beboerne, hvis der er brug for hjælp til hvordan man skaber sund konfliktløsning.”

Den røde tråd i fælleshuset

I mange bofællesskaber rundt omkring i landet er fælleshusene indrettet med ting og sager, der har været tilovers fra folks private hjem. Det kan bringe en følelse af hjemlighed og hygge med sig. Det kan også signalere rod og afholde nogle fra at bruge fælleshusene i den grad, som de mange fælles kvadratmeter egentlig sigter mod.
Derfor bliver fælleshusene i Fabulas' bofællesskaber indrettet og møbleret af indretningsarkitekter og Fabulas selv, så det får et ensartet, varmt og inspirerende udtryk. "Erfaringer har vist os, at ofte bliver fælleshuset mest brugt til fællesspisning og større arrangementer, men ikke som den hyggelige fællesstue. Vi har som ambition at skabe fælleshuse, der emmer af hygge og bliver en forlængelse af dagligstuen. Eller måske ligefrem det sted, man hellere vil drikke kaffe end derhjemme. Så man mødes mere i hverdagen og ikke kun til fællesspisning, men også inden til et spil Scrabble eller efter til en koffeinfri kaffe, fordi det er et sted, man har lyst til at være,” slutter Michael Eberhard.

Fabulas’ bofællesskaber får typisk mellem 50 og 65 boliger i hvert. De to første bofællesskaber, som kommer til at stå klar til indflytning, bliver i Vinge (formentlig sensommeren 2023) og i Voerladegård ved Skanderborg (formentlig primo 2024).

Bliv medlem


Ønsker du at melde dig ind i Foreningen Bofællesskab.dk, finder du den medlemstype, der passer til dit behov lige her.