fbpx
Skip to main content

Børnedemokrati i Karise Permatopia

Børnemøde og bålhygge i Permatopia

Af Laura Lyng Munkø, kommunikationsmedarbejder Bofællesskab.dk

Hvordan skaber man et fællesskab, hvor også de helt små har en stemme? Det kan man bl.a. gøre ved at indføre børnedemokrati og arbejde aktivt med det. Det gør de i Karise Permatopia, samtidigt med at både bofællesskab og det fælles omdrejningspunkt, landbruget, er blevet løbet i gang. Det er ambitiøst, men sådan er fortællingen om Karise Permatopia. 

I Karise, den gamle stationsby syd for Køge på Sjælland, har der de seneste år været mere gang i den end den lille by med ca. 2400 indbyggere lægger op til. Her ligger Karise Permatopia, som er meget mere end et bofællesskab. Det er også et stort og ambitiøst arbejdsfællesskab, hvor et landbrug efter permakultur-principper, er omdrejningspunktet. I permakulturen tager man alle de gode ideer fra økologien og bringer dem et godt skridt videre. Dermed er Karise Permatopia et af Danmarks største bæredygtige bofællesskaber. Her kan man ikke undgå at blive grebet af, hvor meget beboerne vil en livsstil, der er blid ved planeten og giver mere tilbage til den, end den tager. Og de vil den ikke kun – de lever den.

Børnene i Permatopia

Permatopia består af 90 rækkehuse med ca. 100 børn i alt. Permatopia er et af de yngre bofællesskaber i landet – de første flyttede ind i 2017 – og der har været en jævn tilstrømning af børn. Nu er der omkring 100, hvoraf mange er ret små børn, men det er alligevel ca. halvdelen, som er skolebørn, hvilket markerer, at de kan blive en del af børnedemokratigruppen. Maria Napier er en af de voksne, der aktivt arbejder med børnedemokrati i Permatopia: “Konkret samles børnedemokratigruppen af to-tre voksne, og så arbejder vi med tre ben, om man så må sige. Først og fremmest har vi med gruppen villet skabe noget socialt. Vi vil et stærkt socialt sammenhold, og fra starten ønskede vi også at bygge bro mellem boklyngerne. Her er også mange børn, der ikke går på samme skole, så vi ønskede at bringe børnene sammen”, fortæller Maria indledningsvist.
Det andet ben er at lave fede aktiviteter med børnene. “Vi laver Halloween med fuld smæk på, og vi har lavet andre kæmpe store projekter såsom sæbekasserally. Og så skaber vi udflugter for børnene. Vi har fx været i trampolinpark, og det var faktisk børnene selv, der arbejdede for at tjene penge til, at de alle kunne komme på den udflugt”, siger Maria.
Det tredje ben er selve demokratibenet. Her arbejder gruppen med og samles om klassiske demokratiske processer. “Hvordan tager man beslutninger og finder frem til de gode beslutninger, hvor alle kan se sig selv i det og føle, at de er blevet hørt og set? Det er spændende og lærerigt!”, siger Maria.
Gruppen bruger også deres tid sammen på at skabe rum for at tale om, hvordan det er at være barn i Permatopia. Det var især i starten et behov, for alle var nye. Maria fortæller, at gruppen og dens arbejde har været lidt udfordret af, at hele Karise Permatopia har været så meget i opstartsfase: “Vi har skullet skabe infrastrukturen, og endnu mangler vi lidt vej til, at børnene har kunnet være en rigtig stor del af hele det store Permatopias beslutningsprocesser.” I øvrigt er der lige startet en ungegruppe. Organisatorisk hører den under børnedemokratigruppen, og de unge er fortsat en del af børnedemokratigruppen, men nu får bofællesskabets beboere fra 12 år deres eget rum på gården, som er Permatopias fælleshus.

Møder og bålpandekager

Men hvordan oplever de yngste af beboerne konkret, at der er børnedemokrati i Permatopia? Maria konkretiserer: “Vi har fire møder om året. Det er rigtige møder med dagsordner og en klassisk demokratisk opbygning, som vi krydrer med lege og gode snacks. Alle børn får rum til at fortælle, hvad de har på hjerte. Vi gennemgår også gruppens økonomi. Vi har fundet på alle mulige måder at tjene penge på. Gruppen har fx kunnet blive booket og har tjent penge ved at varetage små opgaver rundt omkring hos andre beboere. Vi har et budget, som skal forvaltes, og den forvaltning skal børnene øve sig i at tale om og effektuere. Udover møderne holder vi aktivitetsdage med gruppen, og løbende har vi aftenarrangementer, hvor vi fx mødes til boldspil eller brætspil og så laver pandekager på bålet bagefter,” fortsætter Maria.
Når man bor tæt sammen, og det er den hele nære hverdag, man deles om, kan der opstå konflikter. “Vi bruger også gruppen til at tage hånd om konflikter, hvilket der simpelthen er behov for, når man bor tæt sammen. I det hele taget gør vi meget for at lave forskellige tilbud, så også dem, der ikke lige er til at deltage i børnemøderne, føler sig velkomne i gruppen. De kan se sig selv i andre aktiviteter. De fleste vil gerne være med til stege pandekager over bål”, griner Maria.
Karise Permatopia er som projekt en stor mundfuld. Her er en bæredygtig livsstil mere end ambitioner og drømme, det er virkelighed og et stort, fælles arbejde. “Bæredygtigheden og produktionsvirksomheden fylder meget, men et samfund er kun bæredygtigt, hvis man også tager hånd om børnene og børnefamilierne,” slår Maria hjertevarmt fast.
Er du interesseret i at vide mere om ikke blot børnedemokrati, men hele Karise Permatopia er der jævnligt rundvisninger, ligesom der er forskellige arrangementer og begivenheder, som er åbne for ikke-beboere. Se mere på www.permatopia.dk/oplev-permatopia/ 

Bliv medlem


Ønsker du at melde dig ind i Foreningen Bofællesskab.dk, finder du den medlemstype, der passer til dit behov lige her.