fbpx
Skip to main content

Grønne Nabofællesskaber

Grønne Nabofællesskaber er selvorganiserede grupper i lokalbefolkningen

Af Mette Solveig Aksglæde, kommunikationsmedarbejder for Foreningen Bofællesskab.dk

Har du hørt om Grønne Nabofællesskaber? Denne artikel fortæller lidt om, hvad det er for en størrelse, samt om hvordan bofællesskab.dk er involveret i et forskningsprojekt om, hvordan den grønne omstilling også kan være en grundlæggende social omstilling, der involverer nabofællesskaber. Vi sender også en opfordring ud til bofællesskaber rundt om i landet om at skabe eller deltage i grønne nabofællesskaber, og på den måde bidrage mere til den grønne omstilling. 

Grønne Nabofællesskaber

Utilstrækkeligheden, som individ, til at bidrage til den grønne omstilling er noget, mange kan nikke genkendende til. Klimarapporter med nedslående konklusioner bliver udgivet i flæng, og trangen til at gøre noget aktivt vokser - det gjorde det i hvert fald for Bent Mariager, fortæller han i en artikel til Information. Bent Mariager er idémanden bag Grønne Nabofællesskaber, og siden han søsatte ideen i 2013, er bevægelsen vokset eksplosivt. 

Men hvad er et grønt nabofællesskab egentlig? Grønne Nabofællesskaber er selvorganiserede grupper i lokalbefolkningen, altså naboer, der sammen skaber fællesskaber/lokale platforme, og tager lokale initiativer til handling for at accelerere den grønne omstilling. Handlinger som f.eks. delebilsordninger, fællesspisning, inspirationsture i hinandens haver, frø- og plantebyt, erfaringsudveksling, storkøb af blomsterblandinger til deling og meget mere. Det er deltagerne i nabofællesskabet, der bestemmer, hvad de ønsker at lave, og det er dermed deres egen energi, der driver projekterne fremad. Der er også tilbud om en ‘Grøn Højskole’, arrangeret af DeltagerDanmark, hvor ildsjæle mødes i en weekend og bliver klædt på til at engagere endnu flere. For nylig blev der holdt en National Klimahandledag, der kommer til at fortsætte hvert år.  

I forskningsprojektet COMPASS (2020) undersøgte forskere på Københavns Universitet, hvordan det er nemmere at leve bæredygtigt, når man er en del af et fællesskab. Grønne Nabofællesskaber har til formål at gøre dette meget lavpraktisk og simpelt, ved at invitere til at udføre små handlinger, som har meget større effekt, når flere gør det sammen. Ved at inspirere hinanden, og forpligte sig i fællesskab, er der også større sandsynlighed for, at man fortsætter, og gør ord til handling.

Ideen om Grønne Nabofællesskaber har siden sin start i 2013 taget fart. I efteråret 2022 vandt Grønne Nabofællesskaber Folkeoplysningens pris for det lokale græsrodsarbejde, inspiration til folkelig grøn omstilling, inspirerende fællesskaber og for at skabe aktivt medborgerskab. I midten af marts 2023 blev Grønne Nabofællesskaber stiftet som en landsdækkende forening - på trods af at være karakteriseret af det hele lokale. Foreningen er blevet til med formål om at styrke sin position i samfundet og med mulighed for at indgå nye samarbejder, men ændrer ikke noget i praksis for de lokale grønne nabofællesskaber. 

Forskningsprojektet SAMSKAB og Grønne Nabofællesskaber 

Bofællesskab.dk deltager sammen med Københavns Universitet, Behave Green og Omstilling Nu i projektet “SAMSKAB”, med en bevilling fra Veluxfonden. Projektet taler ind i, hvordan den grønne omstilling i lige så høj grad som gennem individuel adfærd og teknologisk omstilling kan finde sted gennem grundlæggende social omstilling, der involverer fællesskaber, både bofællesskaber og grønne nabofællesskaber. Det afsøges dermed dels, hvordan bofællesskaber arbejder med grøn omstilling - og på sigt hvordan de mere ‘grå’ bofælleskaber kan ‘forgrønnes’. Men ideen om etableringen af Grønne Nabofællesskaber som en katalysator for grøn omstilling udgør en stor del af projektets fokus. 

SAMSKAB projektet er et spændende forskningsprojekt, som kan skabe grundig og omfattende viden om hvordan vi, i fællesskab, kan være med til at påvirke den grønne omstilling. Vi er allerede i fuld gang, og vi glæder os til løbende at præsentere resultaterne.

Hvad kan vi gøre som bofællesskab? Hvordan kan vi bidrage? 

I fællesskab kan vi gøre mange ting - det ved vi rundt omkring i bofællesskaberne i Danmark. Vil vi også være med til at påvirke den grønne omstilling mere end ved at bo sammen? Så er etableringen af et grønt nabofællesskab et bud, hvor man inviterer andre indenfor - og blander sig uden for sit bofællesskab. I allerede etablerede fællesskaber er der rig mulighed for at skabe initiativer, og der er et sammenhold, der kan bygges videre på. 

Quentin Gausset, lektor på Københavns Universitet, fortæller i en artikel til Information, at han i en undersøgelse fandt, at deltagere i økologiske fællesskaber havde en højere grad af livstilfredshed end gennemsnitsdanskeren. En række økosamfund blev undersøgt. Vi ved, at det at leve i fællesskaber generelt gør noget godt for livstilfredsheden, og her er et potentiale for at højne det endnu mere - ved at skabe endnu et fælles projekt og mål og dermed opnå noget meningsfuldt med bæredygtighed - sammen. 

Lad os tale i vores fællesskaber om, hvad vi kan gøre sammen - hvilke initiativer vi kan tage i fællesskab for at bidrage til den grønne omstilling. Afsøge, hvad der er energi til. Som bofællesskaber har vi allerede fællesskabet - så her kan vi virkelig gøre en forskel. 

Bliv medlem


Ønsker du at melde dig ind i Foreningen Bofællesskab.dk, finder du den medlemstype, der passer til dit behov lige her.