fbpx
Skip to main content

40 års levet bofællesskab

40 års levet bofællesskab

Bogen er rigt illustreret med billeder fra de sidste godt 40 år, og de giver et indblik i både planlægningsfase, byggefase og nutidens forsamlinger i og foran fælleshuset.

Af Laura Lyng Munkø, kommunikationsmedarbejder Bofællesskab.dk

John Vagn Nielsen har skrevet bogen ”Bofællesskabet Trudeslund” med underoverskriften ”Fra idé-, planlægnings- og byggefase til 40 års levet bofællesskab” fra sit eget perspektiv som en af de oprindelige indflyttere fra 1981. Men bogen er mere end forfatterens egne anekdoter. Det er en ”tour de bofællesskab”, der giver værdifuld inspiration til alle, som overvejer eller planlægger at flytte i bofællesskab. Og den er i lige så høj grad input til arkitekter, entreprenører og myndigheder: Hvordan kan man etablere et bofællesskab? Hvordan opnår man enighed om beslutninger? Hvordan planlægger man det fysiske udtryk, så det stemmer overens med det, beboerne vil med bofællesskabet? Hvad med fælleshusets funktioner – hvordan fastlægges de? Hvorledes sikres engagement og ansvarlighed? Hvordan vægter man hensynet mellem det private og det fælles og det individuelle og det standardiserede?

Arkitekt og beboere hånd i hånd

Bofællesskab.dk har mødt forfatter John Vagn Nielsen til en snak om bogens tilblivelse og formål. Selv en våd formiddag, hvor aprilsneen falder tungt, er det tydeligt at se Trudeslunds arkitektoniske kvaliteter og helt naturligt rummer snakken meget arkitektur.

Trudeslund er et værk fra tegnestuen Vandkunstens hånd, men det er også et værk, der emmer af brugermedbestemmelse. John Vagn Nielsen fortæller om Trudeslunds byggeprogram, at det søgte at tage hensyn til økonomi, beboersammensætning og funktioner i den private bolig såvel som på fællesarealerne. Samtlige målsætninger for bofællesskabet blev nedskrevet henover nogle måneder og blev endeligt vedtaget i maj 1979. Trudeslund blev bygget på principper eller ideer, som også i dag lever. Det gælder fx beslutningsmodel og gruppestruktur, men også at der er fællesspisning syv dage om ugen. Andre tiltag har ladet livet. Det gælder fx Trudeslunds egen butik og børnepasningsordning.

John Vagn Nielsen siger: ”Det var en god ide med det byggeprogram. Og principperne har vist sig at være langtidsholdbare. At vi her 40 år efter har den samme beslutningsstruktur, som vi formulerede helt fra starten, taler sit eget tydelige sprog.”

Bofællesskabet som bygherre

Boligernes forskudte planer, velgennemtænkte planløsning, store fælleshus, hvor nærmest intet er blevet ændret henover 40 år, og hvad der for menigmand ligner gedigne materialer, efterlader et indtryk af, at budgettet var stort tilbage i 70’erne, da man stod foran byggestart. Det tilbageviser bogen dog indtil flere gange, og der peges på mange besparelser, men det peger så igen tilbage på en forbavsende stram styring fra bofællerne selv. Både tidsplan og budgetramme var bofællernes ansvar – sådan er det, når man selv er bygherre.

John Vagn Nielsen fortæller videre, at fire huses beboere er de samme som ved indflytningen i 1981. Hvor det helt naturligt ved indflytningen var størstedelen, der var børnefamilier, er der i dag en mere alsidig beboersammensætning på tværs af alder. Netop blandingen af børnefamilier, familier, hvor børnene er flyttet hjemmefra, enlige og seniorer var et ønske i byggeprogrammet. Det er nu en realitet, og det er absolut et gode, siger forfatteren.

Selv er John Vagn Nielsen fyldt 70, men har ingen planer om at flytte fra Trudeslund. ”Her passer man på hinanden. Truderne hjælper hinanden. Min kone og jeg var sammen i 50 år. Da hun døde sidste år, havde jeg fx fællesspisningen, der gav mig noget socialt og gode naboer, der lige holdt lidt øje med mig”, siger han fra stolen i køkken/alrummet, der har udsigt til fællesareal og stræde.

I bogen fortæller bofæller også om deres erfaringer med at bo i bofællesskab, bl.a. med tilbageblik fra børn, der er vokset op i Trudeslund, og nu er voksne.

Mere end et festskrift

John Vagn Nielsen siger, at han bl.a. har skrevet bogen til dem, der har boet i Trudeslund, til dem, der bor der nu og til dem, der kommer til at bo der. Men bogen er mere end et festskrift over et bofællesskab med mange år på bagen. John Vagn Nielsen beskriver alle sider af ideudvikling og planlægningsfase i bogen. Lykkeligt befriet for lutter lagkage: Det genstridige, problemerne og udfordringerne beskrives også, hvad enten det er kommunale godkendelser, der trak i langdrag og sendte ”truderne” langt fra kridthuset, en langvarig byggesag på baggrund af fejl i byggeriet eller mere interne uoverensstemmelser.
John Vagn Nielsens greb med at afslutte hvert kapitel med et tilbageblik, tjener som refleksioner over vedtagne beslutninger – både dem, der var gode og fejlskuddene. Står man i idéfasen eller planlægningen af et bofællesskab, bør samtlige tilbageblik være obligatorisk læsning – det er gode erfaringer fra et levet liv i et bofællesskab. Præcis som forfatteren lover os i bogens underoverskrift.

Bofællesskabet Trudeslund – fra idé, planlægnings- og byggefase til 40 års levet bofællesskab af John Vagn Nielsen udkom i februar 2022 fra forlaget Frydenlund. De 168 indbundne sider koster 249 kr. (vejl.).

Bliv medlem


Ønsker du at melde dig ind i Foreningen Bofællesskab.dk, finder du den medlemstype, der passer til dit behov lige her.

Bliv medlem