”De Grønne Venner” og Årsmødet 2024
Af: Birger Lilja Kristoffersen, Forperson for Bofællesskab.dk og Søren Ingemann Zinck, kommunikationskonsulent for Bofællesskab.dk
Er du til grøn omstilling, idéudveksling og netværksskabelse, så skal du måske sætte kryds i kalenderen til næste forår, når ”De Grønne Venner” holder årsmøde igen. Årsmødet 2024 har nemlig lige fundet sted, men hvad sker der egentlig til sådan et årsmøde? Vi tager dig med på en overflyvning til Midtfyn i april:
Forårsapril på Midtfyn
Det er fredag d. 5. april. Vejrudsigten lokker med 11-12 grader op ad dagen, afløst af et muligt regnvejr hen mod spisetid. Godt 150 bæredygtigheds- og fællesskabsinteresserede er mødt op på den socialdemokratiske kursusejendom Ankersminde ved Vissenbjerg på Midtfyn. Her skal de tilbringe de næste par dage i den grønne opstillings navn. For ”De Grønne Venner” holder Årsmøde nu.
Det er ikke første gang: Medlemmerne fra foreningerne Bofællesskab.dk Landsforeningen Praktisk Økologi, Landsforeningen Økologisk Byggeri, Permakultur Danmark og Landsforeningen af Økosamfund har mødtes de sidste tre år. For foreningerne har en del fællesnævnere, når det kommer til grøn omstilling, bæredygtighed og fællesskab. På Årsmødet kan de dyrke disse, inspirere hinanden, udveksle idéer og opbygge netværk.
Verdensmålskort, off-grid og lerpudseworkshop
Årsmødet er bygget op omkring tre spor: Fællesskab, Byggeri og Have. Hver af de tre spor indeholder oplæg, debatter, udflugter og workshops, så der er rig mulighed for at forsvinde i sit favorit-kaninhul. Nogle tager på udflugt til Grobund Brenderup og ser off-grid huset på Brenderup Højskole. Andre prøver kræfter med lerpudsning i en workshop på Hesbjerg. Måske var det nyttigt med lidt viden om naturlig spildevandsrensning eller et par fifs og tricks til etablering af et nyt bofællesskab. Eller hvad med at spille et spil med verdensmålskort fra GAIA Education? De mange boder, stande og telte på Ankersminde summer af liv, viden og virkelyst.
5 generalforsamlinger og en ny bestyrelse
April-dagene ved Vissenbjerg er tiltaget tilstrækkeligt til, at hver af de fem foreninger når at holde deres årlige generalforsamling. Der bliver også nedsat en ny arbejdsgruppe med repræsentanter for de fem foreninger, som netop når at tage hul på overvejelserne om Årsmøde 2025: Hvilke hovedtemaer skal der vælges, og hvor og hvordan skal mødet afvikles? Og hos Bofællesskab.dk vælges der en ny bestyrelse (det kan du læse mere om i dette nyhedsbrev) og drøftet visioner og handleplaner for den næste periode.
Skumringen tiltager over Ankersminde på årsmødets sidste aften d. 7. april, og 150 deltagere kan rejse fra Midtfyn med bagagen fuld af nye idéer. Måske ses vi til Årsmøde 2025?
Netværket ”De Grønne Venner” er:
Landsforeningen Praktisk Økologi (PØ): https://www.oekologi.dk/
Landsforeningen Økologisk byggeri (LØB): https://www.lob.dk/
Permakultur Danmark (PKDK): https://www.permakultur.dk/
Landsforeningen af Økosamfund (LØS): https://okosamfund.dk/
Foreningen Bofællesskab.dk
Bliv medlem
Ønsker du at melde dig ind i Foreningen Bofællesskab.dk, finder du den medlemstype, der passer til dit behov lige her.