Et stille øjeblik, en granskning af nuets muligheder
Af Bjørn Førde, medlem af BOF’s bestyrelse, forfatter
Elin har fundet en plads i solen på en stabel fliser, som venter på at blive lagt ud foran et af husene i Klynge 3, hvor jeg hører til. Fra min udsigts-plads på terrassen foran vores eget hus kan jeg på afstand følge med i hendes gøren og laden.
For lidt siden fandt hun noget, hun havde lyst til at undersøge nærmere og derfor meget fornuftigt valgte at sætte sig på flisestolen, efter hun havde taget et par ture ned ad den lille plasticrutsjebane, som klyngens børn og kammerater fra de andre tre klynger forlyster sig med, gerne ledsaget af begejstrede skrig, når de lander sikkert på benene, eller hyl og tårer, hvis landingen ikke går som planlagt. Heldigvis er det sjældent, at der sker noget mere alvorligt, end hvad et kys på kinden kan klare.
I Klynge 3 er vi 23 voksne og ni børn fordelt på 13 boliger. Selvom vi om nogle måneder vil være 10 børn, er andelen af børn mindre i vores klynge end i de to andre, bl.a. fordi fire af boligerne bebos af enlige, hvor børnene for længst er flyttet hjemmefra, og tre bebos af ægte-par, som også er godt oppe i alderen. Seks af de voksne er pensionister. Alt sammen betyder, at gennemsnitsalderen i Klynge 3 er højere end for Fridlev som helhed.
Det er muligvis forklaringen på, at ’livet’ i Klynge 3 umiddelbart kan forekomme at være en smule roligere eller langsommere end i de andre klynger. Det passer mig fint, og det er ikke af den grund kedeligere.
Vi har alle vores rutiner, uanset om vi har et arbejde, som skal pas-ses, eller vi efter årtiers indsats har trukket os tilbage. Alligevel kan jeg fra min udsigtsplads konstatere, at ingen dage er ens. Børn bliver syge og skal passes hjemme; forældre arbejder indimellem hjemmefra, sådan som dagens arbejdskultur giver mulighed for; nogle dage skinner solen, andre dage vælter regnen ned.
Men set fra min udsigtsplads er Elin en fast bestanddel af det sceneri, jeg dagligt kan studere på gårdspladsen. Samen med storebror Max og sine forældre, Ida og Jonas, kommer hun som regel ud ad døren nogenlunde samtidig med, at jeg har hældt kaffe i koppen og, stadig iført min morgenkåbe, sætter mig til rette på stolen ude foran køkkenvinduet for at starte dagen stilfærdigt, som jeg plejer, måske med avisen foran mig, hvis avisomdeleren har nået at aflevere den i postkassen.
Det hænder, at de små er trætte eller irritable, og måske forældrene ligeså, det husker jeg fra mine dage som småbørnsfar var en del af afleveringsforretningen. Men efterhånden kender jeg familien godt nok til at vide, at det hurtigt driver over. En krammer fra mor eller far kan som regel klare krisen, i hvert fald indtil de har forladt Fridlev.
Elin-familiens hus er ikke det eneste omkring gårdspladsen, hvor det om morgenen myldrer frem med børn, de fleste i børnehavealderen, nogle stykker i skolealderen; nogle i højt humør, andre tydeligvis med lyst til at gøre noget helt andet, end forældrene har besluttet. Men ofte oplever jeg om eftermiddagen, at de straks efter at have smidt overtøjet suser rundt på gårdspladsen i højt humør, nogle styrer målrettet mod sandkassen, andre skal lige prøve en tur i rutsjebanen. Til næste år vil der sikkert være rift om de to gynger, som det længe har været planen at få bygget, men som andre projekter har skubbet ned på listen over opgaver.
Hvad tænker de mon om den gamle mand, som godt nok ikke hver dag, men dog ret ofte, både om morgenen og eftermiddagen, sidder ved sit lille kaffebord på den anden side af gårdspladsen?
Måske at han er en del af det faste inventar! Heldigvis ved de, at jeg er levende, og når rygtet vil vide, at der er friske æbler fra sommerhuset i skålen på bordet, kommer flere af dem gerne forbi og ’forstyrrer’.
Lidt før Elin er dukket op i døren, som regel lidt før halv otte, er det Annette, som indtager scenen, med rygsækken pakket og en gangstav i hver hånd, klar til gåturen på omkring tyve minutter til Hvalsø Station, hvor hun vil finde en plads i regionaltoget fra Kalundborg eller Holbæk og stige af på Hovedbanegården, gætter jeg på. Her springer hun over i et S-tog til Nordhavn Station, hvor hendes arbejdsplads ligger mindre end et stenkast fra stationen.
Fra hun går hjemmefra til hun sætter sig i kontorstolen gætter jeg på, at der er gået godt og vel en times tid, i værste fald halvanden time. Når vi senere på dagen vinker til hinanden en halv times tid inden klokken ringer til fællesspisning klokken 18, har hun altså brugt op imod tre timer på transport. Det har jeg selv prøvet i min tid på arbejdsmarkedet, og jeg husker, hvor trættende det kunne være.
Heldigvis kan jeg konstatere, at Annette har dage, hvor hun kan arbejde hjemmefra. Måske er det også på de dage, hun tænker på, at den dag hastigt nærmer sig, hvor hendes pensionisttilværelse starter. Ikke alle glæder sig til at forlade arbejdsmarkedet, men jeg har på fornemmelsen, at Annette sagtens kan finde noget at tage sig til i Fridlev, sådan som vi selv har, og det meste af det er både sjovt og hyggeligt, men indimellem naturligvis også anstrengende for den aldrende krop.
Alderen er til gengæld endnu ikke det store problem for vores naboer, Lærke og Casper. De er i starten af 30’erne, altså på alder med vores egne børn, for ikke så længe siden færdige med deres studier, nu i gang med deres første ’rigtige’ job, og bosiddende i deres første hus, som de som alle førstegangskøbere sikkert har været nødt til at låne en masse penge i banken til.
Jeg var i samme alder, da jeg for første gange vovede mig ud i et huskøb for mere end 40 år siden. Det var dengang renten på et lån svingede omkring 16-18 procent; og dengang regeringens kartoffelkur mod slutningen af 80’erne fik boligmarkedet til at vakle. Til gengæld var prisen for et hus ikke på det svimlende niveau, vi oplever i dag.
I weekenden mødes vi ofte ved vores respektive udsigtspladser foran huset, når solen varmer efter at være steget op over hustagene på den anden side af gårdspladsen. Kaffe for mit vedkommende, te for deres, med en bog eller en avis til at få tankerne i sving, og måske lidt snak om en begivenhed i bofællesskabet, vi alle har deltaget i. Det kan være rart at fornemme, om vi har oplevet begivenheden på samme måde. Sådan er det som regel, men ikke nødvendigvis altid.
Til hverdag er det sjældent, at jeg om morgenen ser andet end ryggen af dem, når de haster op til cykelstativet på den anden side af fælleshuset for at nå et tog på stationen, som kan transportere dem ind til hovedstaden, muligvis sammen med andre af de mange bofæller, som arbejder dér. Nogle dage ser jeg dem igen i god tid, inden vi samles til fællesspisning; andre dage dukker de først op, når det alt for skarpe lys langs stierne er blev tændt, måske fordi de har haft andre gøremål inde i byen efter en lang arbejdsdag.
Naboerne til den anden side, Ilse og Hans Jørgen, er også pensionister og kan derfor også tillade sig at rutte med tiden, som jeg især om formiddagen ofte tillader mig at gøre. Efter gennem mere end 40 år at være tvunget til at stå tidligt op for at møde tidligt på arbejde fem af ugens dage, oplever jeg det som utroligt frigørende at kunne stå op, når jeg har lyst til det. Jeg vågner fortsat lige så tidligt som i mine arbejdsår, åbenbart en vane jeg ikke magter at ændre på, men efter en times tid med læsning i én af de flere bøger, jeg normalt har gang i, er det såmænd ikke svært at lukke øjnene igen. Når jeg endelig er klar til at begive mig ud i det offentlige rum, kan det sagtens være på sin plads at hilse på folk på gårdspladsen med et ”god formiddag” snarere end ”godmorgen”.
Jeg har nu indtryk af, at vores pensionistnaboer er mere disciplinerede på det punkt, end jeg er. I hvert fald er de langt mere flittige til at holde sig i form, og ofte hilser vi første gang på hinanden, når jeg nyder morgenkaffen, mens de er på vej op til skuret for at lukke cyklerne ud og tage ud på en længere tur, op og ned ad de mange smukke bakker, som området omkring Fridlev er begunstiget med; eller måske en lige så smuk gåtur ud til den nærliggende skov, Bistrup Skovene, eller den nærme-ste landsby, Kisserup.
Når de mange børn og voksne, som af forskellige grunde er tvunget til at forlade deres hjem om morgenen, er forsvundet, sænker stilhe-den sig over vores gårdsplads. Måske trækker jeg indendørs for at læse eller skrive. Måske har jeg en dag, hvor jeg også har et ærinde i hovedstaden. Måske skal der købes ind i ét af de tre lokale supermarkeder. Måske får jeg en snak med nogle af de andre hjemmegående.
Men stille er her, dejligt stille, en stilhed før stormen. Fem-seks timer senere begynder forældrene at vende hjem med deres børn fra børnehave og skole, og så får gårdspladsen nyt liv. Ikke bare vores egne børn suser rundt, til bens eller på cykel, men kammerater fra de andre klynger i Fridlev slutter sig til.
Jeg kan bevidne, at ’vores’ børn er søde og velopdragne, og det er sjældent, at det kribler i mine fingre for at blande mig, hvis jeg fornemmer, at der er optræk til konflikter. Men de er heldigvis også forskellige, har forskellige temperamenter og niveauer af tolerance. Så det sker da, at det slår gnister under legen i sandkassen (Det var mine graveredskaber!), eller når der er trængsel ved rutsjebanen (Det er min tur til at rutsje nu!). At nogle børn er mere dominerende i en gruppe end andre kan heller ikke overraske; sådan er det trods alt også blandt forældrene.
Det finder de som regel selv en løsning på, og hvis uenighederne resulterer i tårer, er der altid en forælder, som skærer igennem.
Historien har masser af eksempler på, at uenighed om børnenes adfærd og opdragelse kan være et bofællesskabs mest følsomme tema og udløse konflikter forældre og andre bofæller imellem. Nogle forældre har det helt fint med, at andre forældre – også sådan nogle bedrevidende bedsteforældre som os – blander sig, når bølgerne går højt. Andre reagerer kraftigt, hvis man tillader sig at irettesætte deres barn, uanset hvor berettiget en irettesættelse, der måtte være tale om.
Generelt blander jeg mig ikke, medmindre der er tale om situationer, hvor jeg vurderer, at børnenes sikkerhed er truet. Som når nogle af dem kommer hjulende ud på vejen fra parkeringspladsen på deres små cykler og glemmer, at biler, der kører ind på vores område, ikke altid har sat farten så langt ned, som skiltene angiver.
Men jeg er glad for, at nogle forældre har meddelt, at de vil tage initiativ til nogle aftenmøder, hvor vi – både børneforældre og andre - kan snakke sammen om, hvordan tilværelsen for Fridlevs børn bør se ud. Det behøver jo ikke munde ud i en detaljeret ’børnepolitik’, men det kan være rart for os alle at have en fornemmelse for, hvor forældrenes tolerancetærskler befinder sig.
Min udsigtsplads ud mod gårdspladsen er blevet en vigtig del af det gode liv, Fridlev tilbyder mig. Børnene i særdeleshed bidrager til at holde den aldrende pensionist i live. Det ved de ikke selv lige nu, men det håber jeg en dag at kunne forklare dem.
Denne artikel er skrevet i juli måned 2025 som en del af mine fortællinger om ”Livet i Fridlev”, en fortsættelse af bogen ”Rejsen til Fridlev”, som udkom i 2024 på forlaget Frydenlund. De nye fortællinger kan læses på forfatterens hjemmeside: www.f4dialogue.dk
Bliv medlem
Ønsker du at melde dig ind i Foreningen Bofællesskab.dk, finder du den medlemstype, der passer til dit behov lige her.
