Alle byggerier har naturligvis en klimaskærm, som skal vedligeholdes.

Af Bjørn Førde, medlem af BOF’s bestyrelse, forfatter

Klimaskærmen har været en kampplads lige siden arbejdet med at udarbejde vedtægter for bofællesskabet startede for et par år siden. Eftersom vi i starten ikke forventede, at der ville opstå et akut behov for at vedligeholde de dele af huset, som udgør klimaskærmen (sokkel, facader, døre, vinduer og tag), blev vi enige om at udsætte beslutningen. Så fik vi tid til at tænke os om.
Og hvorfor skulle det så være nødvendigt at tænke ekstra meget over klimaskærmens placering i vedtægterne?
Måske fordi vedligeholdelsen af klimaskærmen som enten et fælles eller et individuelt ansvar berører både principielle og indviklede tekniske aspekter. Måske også fordi det handler om penge, i værste fald endda rigtig mange penge. Derfor tillod vi os selv den luksus at tage os god tid.

Alle byggerier har naturligvis en klimaskærm, som skal vedligeholdes. Taget kan gå i stykker, så vand trænger ind. Facader skal vedligeholdes for at beskytte mod vind og regn. Sokkel, tagrender, vinduer og døre skal ses efter. Alle danskere ved efterhånden, at skimmelsvamp bl.a. kan skyldes, at der er noget galt med klimaskærmen.

For ejere af et hus i et villakvarter er der ikke så meget at rafle om. Her står du selv med ansvaret. Der findes som regel en grundejerforening, men den tager sig typisk af fælles veje, måske en fælles legeplads, og organiserer de årlige vejfester. Husenes klimaskærm er sikkert noget, man snakker om, hvis nogle i kvarteret har haft problemer. Men foreningen har ikke noget ansvar.

Det har en ejerforening i en etageejendom bestående af ejer- eller andelsboliger til gengæld. Her betaler man typisk løbende ind til vedligeholdelse af sokkel, ydermure og tag som en del af det månedlige foreningsbidrag, eller medlemmerne opkræves et ekstrabidrag, hvis der er behov for en større renovering af taget. Det giver god mening.

Ligesom der i en lejebolig ikke er tvivl om, at det er ejendommens ejer, uanset om der er tale om en privatperson eller en virksomhed, som tager alle beslutninger og afholder alle udgifter, der har med klimaskærmen at gøre. Det kommer lejerne i sidste ende sikkert til at betale for på den ene eller anden måde, men typisk vil det være indbygget i den leje, der betales hver måned.

Helt så enkelt er det ikke, når det gælder Fridlev, fandt vi ud af!

Vores byggeri består af ejerboliger, bygget i rækker som en slags rækkehuse, men med forskellige størrelser, forskellige tagkonstruktioner, nogle i ét plan, andre i to etager, nogle malet og andre i naturfarvet træ.

I de vedtægter, bygherren foreslog, blev det foreslået, at klimaskærmen skulle være et fælles anliggende, i lighed med udgifter til drift af fælleshuse, investeringer i legepladser, ol. Med betaling efter husets areal, som er normalen på området.

De første tilkendegivelser i starten af 2024 viste, at det nok ville være umuligt at få opbakning til den løsning, som ville være den mest enkle. For regnede man nærmere efter, blev det hurtigt klart, at et 60 m2 hus beliggende et bestemt sted ville blive dyrere at male end et 90 m2 hus beliggende et andet sted. Et lille hus, som skulle males, ville blive dyrere end et end større hus, som ikke skulle males. Étplanshuse ville ikke kræve stilladser for at blive malet, men det var nødvendigt for huse i to etager. Og sådan kunne man fortsætte listen med eksempler, som vi-ste, at det i hvert fald ikke var nok med ét kriterie, når prisen skulle fastsættes.

På den anden side er der ønsket om at sikre, at bebyggelsen som helhed bliver vedligeholdt, at der bliver passet på Fridlevs arkitektoniske udtryk, at ingen huse får lov til at forfalde, at husenes farver står lige så klare og friske, som da vi flyttede ind.

Udfordringen var med andre ord at finde frem til en ordning, som kombinerede det individuelle med det fælles, uden at det bliver alt for kompliceret, bureaukratisk og uoverskueligt rent økonomisk.

I det sidste års tid er der gjort flere forsøg på at finde en løsning, som alle parter og positioner kunne samles omkring. Det er ikke lykkedes, måske fordi mange bofæller har oplevet debatten som uoverskuelig, både teknisk og økonomisk.

Sådan har jeg selv haft det, og jeg har undervejs ændret standpunkt. Først mente jeg, at vi skulle have en individuel ordning. Undervejs konkluderede jeg, at en fælles ordning ville være bedst.

På mødet i juni måtte jeg erkende, at det ikke vil være muligt at skabe konsensus om en 100% fælles ordning. Nok heller ikke at sikre et kvalificeret flertal på to tredjedele, som en vedtægtsændring kræver.
Derfor foreslog jeg en anden tilgang på fællesmødet i juni, fordi jeg synes, det er vigtigt, at en så afgørende teknisk og økonomisk aftale opnår bred opbakning, helst konsensus. Jeg udarbejdede efterfølgende et konkret forslag, som den ansvarlige ansvarsgruppe kunne bakke op om, med følgende hovedpunkter:

Der udarbejdes en årlig tilstandsrapport/vedligeholdelsesplan. Det er en fælles opgave, som vi bidrager til i fællesskab, efter samme princip, som vi bidrager til alt muligt andet gennem det månedlige fællesbidrag, betalt efter person, ikke efter husstand.

Man kan altså ikke vælge ikke at betale den del af fællesbidraget, som skal dække udarbejdelsen af vedligeholdelsesplanen. Og vores boligers størrelse spiller ikke nogen rolle for, hvor meget vi bidrager med.

Til gengæld ligger ansvaret for vedligeholdelsen/fornyelsen hos den individuelle boligejer(e). Både den praktiske gennemførelse og beta-lingen af de deraf følgende udgifter.

Men når der i vedtægtsforslaget står, at vedligeholdelsen sker ”i overensstemmelse med vedligeholdelsens anbefalinger” betyder det, at vi alle vil betragte det som naturligt og ukontroversielt at følge de anbefalinger, som de boligsagkyndiges rapporter indeholder.

Ingen nok så detaljerede formuleringer kan forhindre, at der opstår disputter. Selvfølgelig ikke! I så fald må vi ty til de redskaber, som findes til at forhandle og mægle. Det kan der skrives mere om i husordenen.

Kan der være situationer, hvor bofæller af økonomiske grunde ikke har råd til at afholde vedligeholdelsen som foreslået? Måske! I så fald må fællesskabet gennem ejerforeningen finde løsninger, og i Fridlev slår vedtægterne allerede fast, at vi kan hjælpe bofæller, som får problemer.

Forslaget indeholder intet konkret om den praktiske del af vedligeholdelsen, men jeg er sikker på, at alle bofæller vil være indstillede på at finde løsninger, som gør det så effektivt og billigt som muligt for alle. Det har vi tid til at finde kreative løsninger på, og detaljerne egner sig mere til en håndbog eller en husorden.

Dette forslag kombinerer med andre ord noget fra både den fælles og den individuelle model. Mit håb var, at forslaget kan levere nogenlunde det samme, som jeg hele tiden har drømt om:

At vi i fællesskab passer på vores byggeris særlige karakter, og at vi hjælper hinanden med at gøre det.

Forslaget blev behandlet på Fællesmødet en dag i august, hvor vi desværre ikke kunne deltage. Men mit hjerte hoppede en ekstra gang, da jeg hørte, at det var blevet godkendt ved konsensus. Godt nok med nogle mindre ændringer, men princippet om fælles + individuelt står fast.

I den endelige beslutning står der nu, at bygningsrapporten udarbejdes “med passende interval”, og det blev besluttet, at en teknisk arbejdsgruppe beslutter de nærmere detaljer. Det får gruppen mandat til at undersøge nærmere og fremlægge til fællesmødets godkendelse. I husordenen skrives et punkt ind om, at “udgifter til vedligehold forbundet med en delt klimaskærm deles ligeligt imellem de to husstande”.
Det har taget lang tid at nå hertil. Men jeg er overbevist om, at det har været ventetiden værd. Klimaskærmen er vigtig for os alle.

Denne artikel er skrevet i august måned 2025, som en del af mine fortællinger om ”Livet i Fridlev”, en fortsættelse af bogen ”Rej-sen til Fridlev”, som udkom i 2024 på forlaget Frydenlund. De nye fortællinger kan læses på forfatterens hjemmeside: www.f4dialogue.dk 

Ønsker du at melde dig ind i Foreningen Bofællesskab.dk, finder du den medlemstype, der passer til dit behov lige her.