Fredag, fyraften og fællesskab
Et af arrangementerne under Fredage med Fællesskab hedder "Børneliv i Fællesskaberne"
Af Laura Lyng Munkø, kommunikationsmedarbejder Bofællesskab.dk
“Fredage med Fællesskab” er fyraftensmøder for alle, der ønsker inspiration til liv, tiltag og aktiviteter i bofællesskaber. Det er erfaringsudvekslinger, løsninger på problemstillinger, der optager fællesskaber lige nu, og så er det gratis, nemt og ligetil at deltage uanset hvor i landet, du befinder dig.
De fleste af os har gjort os så mange erfaringer med onlinemøder, at det også giver mening at holde den slags møder, som er mere lystbetonede fra eget hjem, på turen hjem fra arbejdet i toget, eller hvor man nu lige befinder sig. Konceptet så rent faktisk dagens lys under coronanedlukningen, men succesen kalder på mere. Til “Fredage med Fællesskab” vendes emner, som har interesse for mange. I løbet af de seneste måneder har emnerne bl.a. været borgerdrevne energiselskaber og endda en omgang nummer to om pilerensningsanlæg, hvilket kom i stand på baggrund af en overvældende interesse for emnet første gang, det blev debatteret.
Levende kunstværk inspirerer
Tilbage i oktober var det “kunst og kultur i bofællesskaber”, der var overskriften for et fredagsfyraftensmøde. Foreningen Bofællesskab.dks nuværende forperson, Birger Lilja Kristoffersen, videregav på mødet sine egne erfaringer med kunstnerisk udsmykning fra det bofællesskab, han selv var med til at etablere for over 30 år siden, Lille Grundet, som ligger ved Vejle.
Lille Grundet er farverigt. Det er det, fordi kunstneren Poul Gernes farvesatte og udsmykkede bofællesskabet. Den bevidste brug af klare farver, præcis som mange vil kende det fra et af Gernes’ mest kendte udsmykninger, nemlig Palads-biografen i København, gør hele bofællesskabet til et samlet kunstværk. Sådan er det også helt officielt registreret. Da byggeriet skulle i gang i sin tid, fik foreningen bevilget støtte fra Statens Kunstfond, og derfor er Lille Grunnet et levende kunstværk. De færreste bofællesskaber ser sådan ud, men i bofællesskaber vil der altid være holdninger til kunst og udsmykning. "Selvom jeg var oplægsholderen på mødet om kunst og kultur i bofællesskaber, fik jeg mange gode input under mødet til, hvordan vi kan arbejde videre med kunst på andre måder. Og efter mødet har flere henvendt sig for at få konkretiseret noget af det, vi snakkede om. Så møder som disse kan være kilden til, at enkeltpersoner eller hele bofællesskaber inspireres og videreudvikler emnerne", fortæller Birger Lilja Kristoffersen.
Flere inspirerende møder under Fredage med Fællesskab
“Fredage med Fællesskab” er for alle, der har lyst til at blive klogere og lade sig inspirere af andre bofællesskaber. De er også for dem, der ønsker at finde deciderede løsninger på oplevede udfordringer. Emnerne for fyraftensmøderne for marts, april og maj er fastlagt. Se hele den spændende liste her. Sidst i marts vil listen for efterårets arrangementer også kunne ses på hjemmesiden.
Har du ideer til emner til kommende “Fredage med Fællesskab”, kan du kontakte Foreningen Bofællesskab.dk via formularen her.
Bliv medlem
Ønsker du at melde dig ind i Foreningen Bofællesskab.dk, finder du den medlemstype, der passer til dit behov lige her.