Vidensbank: Kommunalt

Vores samarbejde i tilblivelsefasen var godt og intenst. Der var 12 familer der prøvede at starte et bofællesskab op og bød fælles på en grund som de ikke fik. Og med baggrund i at de ikke fik den grund fordi det var svært at konkurrere med etablerede firmaer, så gik de igang med en lang dialog med kommunen om man kunne dedikere nogel grunde til bofællesskaber og ligende. og på baggrund af den dialig blev der udbudt en grund og da vi bød på den var der os og et andet bud og det var nogen der gerne ville starte et botilbud og det var ikke det som grunden var tiltængt til. Grunden havde været opdelt i tre og vi lavede et skitseprojekt hvor vi tog højde for det. Og det betød at kommunen spurtge om vi også ville have del to af grunden. Da var vi 18 famiier og var i tvivl om vi turde det. Der satte vi en annonve i Berlingseke og brugte jungletrommerne. Og der ville vi gerne lave en god beboersammensætning, men der gik 2-4 uger, så vi nåede slet ikke at holde styr på det. Så hvis vi ville realisre at dele det op immellem alder, så skulle vi jo fjerne nogen fra deres encinitet. og det kunne vi ikke gøre. Så vi er endt med at være et meget homogent fællesskab. Vi er ca. en tredjedel der stadig bor her. En tredjedel af dem der er nytilflyttede er nye børnefamilier og vi kan ikke styre hvem der flytter ind, fordi der kan være et akut behov for a tsælge sit hus. Men de fleste familier passer godt ind og hvis man ikke gør ser vi at folk flytter igen relativt hurtigt. 

I forhold til samarbejdet med kommunen havde vores formand og næstformand havde de rigtig mange møder med kommunen. Lokalplanen er lavet som et projektlokalplan lige som hvis vi var en privatinvestor og processen har været meget tilsvarende til hvis vi var en byggeudvikler. Men vi har lagt vægt på nogle andre ting end profit. Fællesskab hvor der er plads til mange forskellige fællsskaber. Vi var en meget blandet flot. Nogle ville gerne bygge et billigt hus, nogle ville bygge bæredygtigt og derfor blev fællesnævneren at det blev et godt og energirigtigt hus. Så da vi startede var prisen på husene gode, men nu har markedet reguleret det. Rigtig meget af det der gjorde at det var nogle relativt billige huse vi fik bygget den gang var det kæmoe arbejde som vores formand og næstformand lavede. De havde kontakt med entreprænør, projektudvikler, kommunen, advokat, byggesagkyndige. Det der enorme koordineringsarbejde som foregreb. Set i bakspejlet hvis de havde vidst hvad de kastede sig ud i så var det aldrig blevet til noget. De arbejdee helt absurt meget. Og var virkelig dygtige til det. Den ene var rigtig god til processer og den anden var meget dygtig til kontraktmæssige ting og til økonomi. 

Vi lavede to foreninger. Vi lavede en byggeforening som handlede om at få startet det her op. og rigti gmeget handlede om processen med byggeriet og da vi så var færdige og flyttede ind, så lavede vi en grundejerforening og i den har vi så alle vores værdier. Og det var meget bevidst for så blev det mere rent at have det adskilt. Alting gik meget hurtigt. Mange er 4-5 år med at komme i mål, men vi brugte 1 år og 9 mdr. fra vi kiggede hianden i øjenene og sagde vhrodan skal de fysiske rammer være, hvem skal bygge dem og hvad skal de have for det. Det andet var hvad skal vlres værdier være, hvordan skal fælleshuset være osv. og de to ting kørte sideløbende. Vi gik igang med at bygge i maj 2002, så det har reelt kun taget et år og 2 mdr til vi havde en byggetilladelse og kunne gå i gang med at bygge. Så der var meget arbejede. Vi mødtes hver mandag kl. 19-21/22 om aftenen for at bselutte små detaljer om alt fra husnumre til fællesspisning. Det var rigtig vigtigt for os at vi den dag vi flyttede ind havde en fælles rammme for vores sted, så vi ikke bare var et sted man boede med en sommerfest. På grund af at det er ejerboliger og vi faktisk gerne vil noget sammen. Vi kunne ikke have ventet, for hvis man nu undervejs så at hvis fællesskabet vil noget, og man ikke kunne se sig selv i det, så kan man jo vælge ikke at flytte ind. Der var vist omkring 3 familier som ikke flyttede ind. 

Der er ikke to huse der er ens og derfor kom der også ens stor proces hvor man beslyttede hver især hvordan ens hus skulle indrettes. Vi har kunnet sætte et præg som har været som vi ville. Det e ren stors styrke. Det er også en svaghed. Vi kunne måske have fået at vide at der var fire modeller som man kunne vælge imellem. Den projektudvikler var åben for hvad der kunne lade sig gøre. Entreprænøren gabte ove rmere end han kunne og når man har en så stort projekt er man nødt til at have en byggeleder på, hvor vinduer blev placeret forkert og det gik han konkurs på. Det er indvendig at vi har forskkelige huse. Alle haver er lige dybe, så når man går rundt så ser man ikke at husene ikke er helt ens. men udtrykket er helt ens pånær vinduerne. Vi maler træværk samtidig. Vi har en lille pant i hinandens huse, så hvis nogen misligeholder så kan vi udnytte det, det er dog aldrig sket. 

Samarbjde med kommuenen er det rigtig vigitgt at kommunen har nogle nøglepersoner som er koplet på sådan et projekt her, selvom det i bund og grund er magen til at bygge en parcelhusområde, så er det med menneskene noget helt andet, så det er vigtigt at man har en indgang så der er en koordinator i kommunen, der var gennemgående to personer og så en kontakt ift fællesarealerne, så vi vidste hvem vi skulle forhandle med. Det har fungeret godt på den måde. På godt og ondt har kommunen også holdt fast i nogle ting som arkitektonisk ser rigti godt ud, men som ikke er så praktiske. Vi har et fælleshus midt i det hele i hjertet, men der kører biler rundt om vores fællleshus, så vhis vi spier på terrassen og børnene løber ud for at hoppe å¨trampolinen, så kan bilerne ikke se det. Det ville jeg genre have været foruden. Det skaber nogle farlige situationer indimellem og vi har fået sat nogle bump op og sådan. Problemet er GLS-pakkebudene, håndværkere og lign. 

Det er et veltilrettelagt bofællesskab vi har og det er jo så bare de fysiske rammer. Det vigitge er jo al fællesskabet. Og det er jo så mange forskelige ting, skt. hans bål, fortælleraften ved bål, fast bobler og popkort, popup bål, fredagsbar, kaffe, lucia, klippeklister og fællesspisner tre gange om ugen og det er vores livsnærve. Det er et positivt tilvalg. Man er ikke tvunget til at komme til arbejdsdage, men der kommer altid mange. Fællesspisningen kører overvejende godt, det går lidt op og ned hvor meget tilslutninge der er. Noget der er kommet med årene er at aldersspredningen er større nu og vi spiser forskelkige tidspunkter. Vi har lige haft en proces for at se hvad er barriere for ikek at deltage i fællesspisningen og nu prøver vi at spise kl. 18:00 for at se om det kan få småbørnsfamilierne med. Og se om vi kan starte 16.15 med at lave mad. I perioder har der været en mandagsspiseklub hvor man startede kl. 19, vi har bedre tid, vil laver bedre mad og børn er ikke velkommen pga støj. Den har gjort at nogle flere er kommet med om mandagen, så det er et yderligeree tilbud. Vi har bilag og ølbryggerlag og whiskeylag. 

Opstarten af Torpegård.

Der var opbakning fra kommunen fra starten, men ikke til den første ejendom, som lå for tæt på havet, og vi kunne ikke bygge nyt i et landområde. Så fandt vi en anden matrikel, og derfra gik det rigtig godt. Jordene til ejendommen lå op til byskiltet på en landsby, og kommunen udarbejdede en lokalplan, hvor noget af jorden blev byzone, og andre dele forblev landbrugsjord.

Vi havde en borger, der var ansat i kommunen, en konservativ borgmester, som var positiv, og en arkitekt, som kunne sit kram og var positivt indstillet. De andre borgere i landsbyen var noget skeptiske. De boede i naturskønne omgivelser med udsigt til marker, og så kommer der pludselig nogle udefra med en lille landsby, som skal knyttes til den større landsby med nogle mennesker, de ikke kendte i forvejen. I dag har vi et fint forhold til dem alle sammen. Vi lavede nyhedsbreve, som fortalte om, hvad vi var optaget af, for at få afmystificeret, hvad der foregik.

Vi kunne ikke selv få lov til at placere bebyggelserne; de skulle bygges ude ved en lille befærdet vej, men vi ville gerne længere op ad skråningen. Vi har selv byggemodnet området og har fået lov til at beholde vores egen brønd. Byggemodning er dyrt, og det kan være problematisk. Det kræver en enorm tålmodighed fra sælger, som må vente på kommunen. Ham, vi købte ejendommen af, skulle vente i et års tid. Vi købte på den præmis, at hvis man fandt en ringborg, der skulle udgraves, så var det ejerens ansvar – og det kan jo ruinere folk. Men det gik han med til.

Vi var fire i opstartsgruppen, som sagde, at de kunne skaffe en kvart million hver, og de købte stedet sammen. Så sagde vi fire, at vi tror på det. Hvordan kan unge få lån til den slags i dag? Vi købte et faldefærdigt husmandssted for 1,7 mio., og det er et meget naturskønt område. Vi regnede med, at vi kunne sælge til samme pris igen, så derfor havde vi ro i maven.

Juraen er sådan, at vi skulle lave en organisering, og vi kontaktede en advokat i Aarhus med speciale i bofællesskaber. Han rådgav os helt hen i hampen og sagde, at vi skulle organisere os som en grundejerforening. Da vi så havde gjort det, opdagede vi, at vi ikke måtte eje landejendommen som forening. Så måtte vi søge dispensation for at få lov til at eje en landejendom. Efter et halvt års tid fik vi dispensationen, men det var rigtig ubehageligt at gå og vente på, og vi måtte ikke bygge på vores huse i den periode.

Alt i alt kræver samarbejdet med kommunen og offentlige instanser, at de mennesker, man vælger til at flytte ind i startfasen og tage sig af de processer, skal være engagerede over en lang periode og hele tiden holde fast i, at det nok skal lykkes. Vi boede i skurvogne i 7 år. Det gør heldigvis ikke sammenholdet mindre, fordi ydre pres strukturerer gruppen indadtil. En ting er drømme, noget andet er håb, og når man så når til handling, så er der nogle, der vil noget andet. Af os fire, der købte det for 7 år siden, er der ingen, der er vendt om.

Vores fællesskab er kun 7 år gammelt, og vi har fået 5 børnefamilier ind, og det har også været en succes for kommunen, for de har fået tilflyttende børnefamilier, som de drømte om. Og fordi det er ejerboliger, og det er ressourcestærke familier, som er veluddannede og velfungerende. Fordi det er ejerboliger. Vores mindste hus er 49 kvm, og det største er 128 kvm. Vi har ikke en standard, man skal leve op til, men kommunen har sat nogle rammer for bebyggelsesprocent, som er meget høj, så det er ikke et problem for os. Lokalplanen dikterer også, at vi skal bruge bæredygtige materialer.

Vi er et biodynamisk bofællesskab. Det gør det mindst en halv gang dyrere, end hvis vi købte de billigste typehuse. Det er en længere proces at finde de rigtige håndværkere, men vi har heldigvis et firma her på Fyn. Mange firmaer siger, de er bæredygtige, men de har ikke kompetencen til at rådgive i det, så man skal selv sætte sig ind i det.

Se mere om Torpegård på: Bofællesskabet Torpegård | Et bæredygtigt bofællesskab

Absalons Have Trekroner er et almindeligt bofællesskab uden nogle principper om bæredygtighed eller lignende. Det blev etableret for 20 år siden og i udgangspunktet var der et positivt samarbejde med Roskilde kommune. Kommunen lavede et udstykningsområde i Trekroner, hvor man gerne ville fremme bofællesskaber, og derfor var det let for os at blive en del af lokalplanen. Vi fandt en form, som alle parter kunne se sig selv i, og bofællesskabet kom til at indgå som en art illustration i lokalplanen, hvor nogle af vores indledende skitser var model for (se vedhæftede fil).

Det var på mange måder et godt samarbejde med kommunen, de ville gerne den her type bofællesskab. Jeg tror, at det ville være en langt større udfordring i dag, hvis vi først skulle købe en grund og have de pengestrømme, som skal til for at have en developer ind over, og som der skal finansiering til. Vi købte hele grunden, og så blev det udstykket som en "sokkelforening". Vi ejer hver især noget fast ejendom, som vi kan udnytte, fordi vi ejer den lille matrikel/sokkel, huset står på.

Vi hæftede solidarisk, og det er der mange banker, der ikke må lade deres kunder gøre i dag, og derfor er der brug for en developer. Dermed får man også en part ind i dannelsen af sit bofællesskab. Vi kunne bygge det, vi gerne ville. Alle husene blev solgt, og vi fik et fælleshus med de faciliteter, som det skulle bruges til. At bygge et industrikøkken er vigtigt, her er det ikke hensigtsmæssigt med et almindeligt køkken, som er billigere, som jeg har set flere steder. Det kan være på grund af indflydelse fra en developer. Developeren skal jo også tjene på det.

Vi havde ingen udgifter til andre end en entreprenør og en arkitekt. Man har en stor risiko, når man bygger på den måde. Det har ikke været en dagsorden, at fællesskabet er bæredygtigt. Vi har ret få regler, og det tror jeg er positivt. Det er ikke fordi, det ikke har udviklet sig over årene, men det er mere en naturlig udvikling henover årene. Vi har haft fællesskabet i fokus, og principperne har ikke været så stejle, at vi kunne slå os på dem.

Økologi og bæredygtighed var ikke den samme dagsorden for 20 år siden. Man ville gerne fremme bofællesskaber som bofællesskaber for at få nogle stærke lokalmiljøer. Derfor var kommunen en god medspiller dengang. Når vi er ejere af hver vores lille sokkel, så kan vi også sælge til den, vi vil. Det har vi ingen regler for.

Men vi startede med at være nogenlunde jævnaldrende, og nu begynder der at komme børnefamilier med både små og store børn, og det giver naturligt en meget god dynamik. Hele udviklingen og samarbejdet med kommunen har gået meget gelinde, men vi havde en konflikt med Roskilde kommunes landskabsarkitekt om typer af beplantning. Arkitekten var meget nidkær. Vi havde plantet det, vi var forpligtet til, og der var de meget nøjeregnende. De kunne godt have givet mere plads til, hvordan vi gerne ville indrette os.

Men kommunen har sidenhen også været fleksible den anden vej, og der har vi fået lov til at sætte nogle kompostbeholdere i et skovbælte, som vi ellers ikke måtte. Det er ikke fordi, vi ikke har haft diskussioner og uenigheder i bofællesskabet, men ikke så meget med kommunen. Der er nogle, der siger, at bofællesskaberne har tendens til at vende sig mod sig selv, fordi bofællesskaberne har nok i sig selv.

Men altså på den anden side, så bliver fælleshuset brugt til klasse- og skolearrangementer og bestyrelsesmøder. Det handler måske mere om den livsperiode, man er i som menneske og familie, så hvis børnene er engagerede i sport, så er man det også. Man får jo meget social kontakt, f.eks. her hvor vi har fællesspisning tre gange om ugen, så møder man jo sine naboer der.

Det varierer. Man har valgt noget til, men vi stiller gerne vores faciliteter til rådighed til foreningsmøder osv. Vi har bare et krav om, at nogle, der bor her, skal være en del af det. Vi lejer det derfor ikke ud.

Inspireret af tyske byggegrupper
Vi har ladet os inspirere af tyske byggegrupper, men måtte omdanne vores projekt til et ApS for at kunne realisere det i Danmark. Det, der gør vores projekt specielt, er, at vi både har været bygherre og idéudvikler. Kommunen var involveret, da vi var en del af et stort byomlægningsprojekt, og vi har været i dialog med dem fra starten.

En unik tilgang
Vi etablerede en byggeforening, og så vidt vi ved, er vi de eneste, der har formået at realisere et projekt på denne måde. Det er et græsrodsbyggeri, hvor vi startede med beboerne og udviklede huset gennem en 4,5 år lang proces. De fleste andre bofællesskaber i nybyggeri er afhængige af developere, men vi gjorde det selv – uden formelle kompetencer.

Opmærksomhed og udfordringer
Vores byggeri har fået en del omtale, men processen har ikke været velbeskrevet hverken juridisk eller økonomisk. Vi valgte denne tilgang, fordi byudvikling i Danmark ofte foregår på en måde, hvor developere vinder en entreprise eller konkurrence, bygger et hus og sælger det med fortjeneste. Dette resulterer i byggeri til fokusgrupper og standardidéer.

Attraktiv placering og økonomi
Vi har fået en af de bedste placeringer i Odense og byggede noget, vi selv kunne flytte ind i. Ofte udlægger kommuner attraktive grunde, som typisk går til developere. Vi lykkedes med at bygge et hus, der var billigere end nabohusene. Når boligerne sælges, følger de dog markedsprisen, hvilket kan ændre beboersammensætningen – en fristelse, der næsten er uundgåelig.

Valget af ejerboliger
Valget om at lave ejerboliger blev truffet på baggrund af rådgivning fra Knud Folshack, som mente, at det var den eneste model, der kunne fungere for os.

Permatopias opstartsgruppes kontakt til Faxe kommune startede på politisk niveau i 2013 med en henvendelse til kommunens borgmester (A), idet en arbejdsgruppe for et permakulturelt landbrugsprojekt nedsat af en andelskasse (AJAK) ønskede at overtage et konkursramt landbrug og lave et arbejds- og bofællesskab i kommunen. Der var vældig stor interesse for projektet fra politisk side. Det passede til flertalsgruppens politiske agenda for perioden at a) støtte bæredygtighedsprojekter, b) udvikle landdistrikterne, c) understøtte landsbyskole/børneinstitutioner i den lille by Karise (2000 indbyggere i 2014), som landbruget/gården ligger i.

Kommunen hjalp projektet på mange måder, bl.a. med kontakt/aftale til/med et boligselskab, som skulle stå for de almene boliger, samt med at få relevante myndigheder i tale (miljø-, landbrugs-, og boligministerie, region etc.), fordi der er mange godkendelser ud over kommunalt regi, som skulle være på plads. Dette inkluderede bl.a. ophævelse af bopælspligt på gården, godkendelse af vindmølle, godkendelse af beskyttet biotop og godkendelse af skovbørnehave i Permatopias fredskov.

Byrådet vedtog støtte til projektet og boliggaranti til de almene boliger på betingelse af, at der blev bygget et tilsvarende antal ejer-/andelsboliger. Flere boligselskaber var i spil, og god politisk hjælp var helt nødvendig for at lande gode forhandlinger. Når en vellidt borgmester går ind i projektet, følger ofte god administrativ hjælp. Det har vi oplevet i mange dele af den kommunale forvaltning, både mht. godkendelser af bygninger, tilbygninger, opførelse af skovbørnehave samt råd og vejledning vedrørende tekniske anlægs opførelse.

Borgmesteren var i de første mange år formand for bofællesskabets venneforening og har hjulpet Permatopias bestyrelser godt ind i lokale netværk. Den politiske opbakning spillede også en rolle for både den bank, som finansierede vores byggelån, og den bank, som endte med at finansiere vores driftslån.

Der er mange slags gode råd at give: Find en indgang så højt i det politiske system som muligt. Interesser jer for den kommunale dagsorden; se på hvordan jeres projekt kan bidrage til den dagsorden. Der er bare så mange ting, der bliver nemmere med kommunal medvind. Spil med, byd jer til med hjælp og bidrag, ikke blot med ønsker og krav. Forstå lokalpolitikken, det kommunale system, og forstå modstanden eller de manglende godkendelser på systemets præmisser, når der samarbejdes med de kommunale enkeltindivider. Bekæmp urimelighederne politisk, ikke i konfrontation med medarbejdere i sagsbehandlingerne.

Vi har nu i perioden 2022-2025 et byrådsmedlem, der bor i bofællesskabet og har været med fra Permatopias start. Indflydelse kræver medspil og investering i lokalpolitikken.

Jeg var formand under etableringsperioden. Kommunen har forsøgt sig med en fast kontakt, men der har været udskiftning. Det var lidt en udfordring. Vores oplevelse har været at vi har snakket med en stor flade af kontakter.

Vi oplevede sådan set en god vilje fra kommunens side, og en af de første, vi blev kontaktet af, var borgmesteren, som sagde at han stod til rådighed, hvis der opstod udfordringer. Så politisk var der stor velvilje. 

Vi har oplevet en udfordring i forbindelse med, at lovgivningen skulle overholdes. Det er en udfordringen, fordi at lovgivingen beror på en fortolkning. Så kommer der en udskiftning inde på kommunen, og det, der så kan ske er, at når den nye medarbejder så stiller spørgsmål om, hvorvidt lovgivningen skal fortolkes på en ny måde. Det kan stoppe en hel proces og ingen i kommunen tør gøre noget, før det er undersøgt helt til bunds. Man kan ikke regne med at kommunen ikke pludselig stopper projektet. Vi har flere eksempler på at fortolkningen pludselig var en anden. Det grelleste var ifb. med kystnærzonen. Vi ligger 2,9 km fra kysten. Vi havde kørt på og kommunen var med over for at vælge areal og gav os mullighed for at lave landzone om til byzone. Der blev udarbejdet forslag til en lokalplan, men så kom der en ny medarbejder og den nye medarbejder stillede spørgsmål til, at det ikke var 3 km fra kysten. Der er en fortolkning omkring, om man kan se bebyggelsen eller ej, og det kan man ikke hos os pga skov.

Kommunen tør på det tidspunkt ikke at gå videre. Samtidig har vi en forhåndskøbsaftale med landmændende og står og tripper, men kommunen tør ikke at tage en beslutning. Vi prøvede at insistere på, at kommunen skulle tage et møde med ministeriet. Det gjorde de ikke. Derfor hyrede vi et privat rådgivende ingeniørfirma, som kunne gå ind og vurdre et høringssvar fra kommunen og fortælle, at de fortolkede kystzonespørgsmålet anderledes. Og så gik kommunen ind og tog et møde med ministeriet.

Kommunen tør ikke tage beslutning, hvis der er den mindste grad af tvivl. Man skal fodre dem med oplysninger. Man får ikke hjælp til at komme videre i sådan en sag, men skal selv stå for det. Der var nogen, der arbejderde hårdt på det her forud i 3 år og det er lang tid at bruge på det.

Hvis man på landsplan kunne lykkes med at lave et taskforce på det her område, så ville det være en god løsning. Der er så meget jura og man har brug for et sted, hvor man kan henvende sig og få et svar, uden at det svar kan laves om undervejs.

Hvis vi havde vidst, hvor svært det her var fra starten, var vores økosamfund ikke blevet til noget. Jo længer tid man beder folk om at være engagerede i et projekt, uden de kan begynde at bygge et hus, jo sværere er det at få det gennemført. Vi misted mange gode folk undervejs , som ikke kunne blive ved med at vente.

Ejendommen er bygget og etableret af Frederiksberg Seniorbolig selskab. De eksisterer vist ikke mere. De første andelshavere stiftede efterfølgende foreningen og over tid glemte man, at det var en seniorbolig forening, men nu er vi langsomt ved at komme tilbage på sporet.

Vi har ikke nogen kontakt til kommunen pt og vi har ingen erfaring med samarbejde med kommunen.

Vi har stor produktion af grøntsager til egen brug og vi har brug for den biodiversitet og vi har både køer og heste. Vi havde en idé om at vi skull have et solceller, men så skulle vi oprettes som energiselskab og det ville vi ikke. Der er ingen der gider det, vi er kun 12 familier og der er rigeligt at gøre med høns og savværk og vi kan jo side til møde fra morgen til aften og det er der ikke nogen der gider. Men vi har privat solceller. Vi har varmepumper og masseovne. 

Permatopia er bygget op om tre primære visioner som bæredygtigt, økologisk og permakulturelt økosamfund:
1. Måden, hvorpå jorden dyrkes, med fokus på regenerativt landbrug.
2. Måden, hvorpå den cirkulære forsyning drives, med sigte på selvforsyning og minimalt spild til det omgivende samfund.
3. Inkluderende social omsorg, som er centralt for bo- og arbejdsfællesskabet.

Forsyningsanlæggene i Permatopia består af flere sammenhængende teknologier:
- Vindmøllen: Den producerer strøm til alle fælles anlæg som landbrug, storkøkken, pumper, elladestandere, vaskeri og fælleshus. Møllen kan kun drive de fælles anlæg, da hjemmelavet strøm ikke må sælges til private boliger, som derfor køber deres strøm fra et elselskab.
- Teknikrum: Her styres forsyningselementerne. Der diskuteres muligheden for at tilføje opbevaringsbatterier for at gemme overskudsstrøm fra vindmøllen.
- Jordvarmeanlæg: Der er jordvarmeslanger i alle fællesarealer, som via en 100.000 liters varmtvandsbeholder forsyner boligerne med gulvvarme og varmt vand.
- Regnvandsopsamling: Vandet fra hustagene opsamles og renses, før det bruges i toiletter og vaskemaskiner.
- Separationstoiletter: Disse skiller urin og affald fra hinanden. Urinen opsamles i tanke, men bruges ikke på markerne, da det røde ø-mærke ikke tillader dette.
- Pilerensningsanlæg: Affald fra toiletterne føres til store bassiner, hvor pilen optager næringsstoffer, og de afskårne pilegrene bruges som kompost og gødning til markerne.

Forsyningssystemet er udfordrende, fordi det kombinerer forskellige teknologier, som skal arbejde sammen. Lovgivning har ofte været en hæmsko, og dialog med myndigheder har været nødvendig for at få dispensationer. Kommunen har støttet projektet, og eksterne rådgivere har hjulpet med forsyningsanlæggenes etablering, som skete samtidig med boligbyggeriet.

Permatopias komplekse struktur inkluderer tre boligforeninger og en fælles grundejerforening. Forsynings- og landbrugsproduktion samt fælles faciliteter drives af et andelsselskab, KP Amba. Herudover findes KP Vand, der håndterer vandforsyning, og KP Pil, som styrer spildevandsrensning. Denne struktur betyder mange bestyrelser og generalforsamlinger samt hyppig kontakt med myndigheder.

Lovgivning har dog også ført til udfordringer, såsom med pilerensningsanlægget, der endte med at blive dobbelt så dyrt (9 mio. kr.) som oprindeligt estimeret. Fordi der ikke var gennemført arkæologiske undersøgelser på det planlagte sted, kunne anlægget ikke graves ned, hvilket betød, at det måtte placeres oven på jorden.

På vej mod selvforsyning har Permatopia gjort store fremskridt inden for både energi og fødevareproduktion. Landbruget leverer grøntsager til fælleskøkkenet, som er den største kunde, men for at dække lånene sælges ca. 30 % af produktionen til økologiske restauranter i hovedstaden.